Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Enderim og bogstavrim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ved rim (enderim eller stavelserim), stammer som bekjendt fra
araberne og er først i middelalderen indført til Europa. Hverken
den græske eller den latinske digtning anvendte dem, og i den
germaniske poesi spillede de heller ingen rolle. Rent blottet for
stavelserim er den norrøne poesi dog ikke.
Stavelserimet er to arter: helrim, naar to stavelser har samme
vokal og ender paa samme konsonant eller konsonanter; halvrim,
naar vokalerne er forskjellige. I Eddakvadene forekommer saadanne
rim kun sporadisk; i det drotkvædne versemaal er de fast lov: i
ulige linjer staar halvrim, i lige helrim; den anden rimstavelse er
overalt den næstsidste i linjen. Et digt med enderim kaldes paa
oldnorsk rúnhenda. —
En ganske anderledes fremtrædende og karakteristisk rolle
spiller det saakaldte bogstavrim i den norrøne digtning.
Bogstavrimet eller alliterationen findes i alle germaniske folkeslags
oldtids-digtning; men hos intet af dem har den havt den fremtrædende
betydning som i den gammelnordiske. Det norrøne bogstavrim
bestod som bekjendt i, at to eller tre ord i samme eller to paa
hinanden følgende linjer begyndte med samme konsonant eller
konsonantforbindelse eller med (helst forskjellig) vokal. Det ene af disse
bogstavrim skal have sin plads i det første betonede ord i anden linje; det
kaldes hovedstaven (høfuðstafr). Det andet — og det tredie —
skal aabne betonede ord i første linje og gaar under navnet
støttestave eller bistave (stuðlar). Der behøver ikke altid at være to
bistave; i kortlinjede vers er én nok. Er der to bistave, maa de
ikke staa for nær hinanden. Et særdeles godt eksempel har Jakob
Løkke i sin tid anført efter Gjessing’s oversættelse af Vøluspá:
«Sol mon sortne,
i sø synker jord.,
fra himlen straalende
stjerner svinde.
Flamme raser
og rygende brand,
høi slaar luen
mod himlen selv.»
Her er alle bogstavrimets regler iagttagne. I regelen har oversætterne
ikke gjort sig den umage. I. H. G. Møller’s oversættelse
lyder f. eks. det samme vers saaledes:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
