Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Islandske skalde - Sighvat - Thormod Kolbrunarskald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
56 Den norrøne literatur.
at det er paa grund af sin hengivenhed for kongen, at han har
taget bladet fra munden. Han har ikke villet vente med at tale,
fordi han ønsker OLAF’S søn alt godt, fordi der er et helligt baand
mellem ham og hans kongelige gudsøn, og fordi han helst vil leve
og dø med ham. «Slige formaningsord var der i visen til kongen,»
heder tiet hos SNORRE, «at han skulde holde de love, som hans
fadej- havde indsat, og denne paamindelse virkede godt paa kongen,
da mange andre førte den samme tale for ham. Saaledes kom det
dertil, at kongen raadførte sig med de forstandigste mænd, der
læmpede alt efter lovene. Derpaa lod MAGNUS konge skriftligen
forfatte den lovbog, som endnu er i Throndhjem og kaldes «Graagaasen».
Kong MAGNUS blev siden vennesæl og elsket af alt landsfolket; thi
blev han derfor kaldet MAGNUS DEN GODE.»
SIGHVAT’S sidste kvad var hans arvekvad over OLAF DEN HELLIGE.
Det skal være digtet kort tiel, før skalden døde. Det meste aft
hvad der er bevaret, handler om kong OLAF’S senere aar, om hans
rigsstyre, om hans fald ved Stiklestad og endelig om hans mirakler
og andre «begivenheder», der senere gjorde ham til Norges
hovedhelgen. Det hele er et nyt bevis paa den inderlige hengivenhed^
hvormed SIGHVAT havde sluttet sig til OLAF HARALDSON.
Thormod Kolbrunarskald synes at have været omtrent
jævn-gammel med SIGHVAT. Som ung optraadte han meget voldsomt
og øvede mangen en vild daad, der bidrog til at gjøre ham rnere
frygtet end afholdt. Ogsaa flere af hans kjærlighedshistorier vakte
opsigt. En af dem bevirkede, at han ikke kunde bruge sin høire
haand resten af sit liv, men maatte hjælpe sig med den venstre;
en anden skaffede ham tilnavnet «Kolbrunarskald». Det første gik
•til paa følgende maade: Væsentlig for at fordrive tiden begyndte
han at besøge en ung kvinde ved navn THORDIS. Hendes mor, der
var enke, likte ikke disse besøg og vilde, at han skulde gifte sig
med datteren; men det havde ikke THORMOD nogen lyst til. Saa
lod enken en af sine trælle passe THORMOD op næste gang, han
indfandt sig, og det var denne træl, som ødelagde skaldens høire
arm. Senere lærte han THORBJØRG KOLBRUN at kjende. Hun kaldtes
«kolbrun», fordi hun havde mørke øienbryn. Til hende skrev han
flere elskovskvad, og for et af dem skjænkede THORBJØRG’S moder
ham en guldring og gav ham det tilnavn, han endnu er kjendt
Sighvats
sidste digt.
Thormod [-Kolbrunarskald.-]
{+Kolbrunar-
skald.+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
