Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Snorre Sturluson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
76 Den norrøne literatur.
en saadan maade, at han ikke synes at staa inde for, hvad han
fortæller. Han gaar i sin rationalisme ingenlunde saa langt som
forfatteren af «Fagrskinna»; men han er dog inde paa den samme
retning, og han forstaar paa dette punkt at træffe en lykkelig
middelvei, der tager med, hvad der er karakteristisk for den
skildrede tids tænkemaade, og hvad der har indflydelse paa den
historiske udvikling, uden at henfalde til legendarisk snak. Hans
«rationalisme» mærkes allerede klart i begyndelsen af hans bog, hans
Ynglingasaga. Odin og de andre guder er ikke i hans øine
mythiske forestillinger, dannede af folkets religiøse trang, men
gamle konger og høvdinger, som sagnene i tidens løb har forstørret
og udsmykket. Han har her visse berøringspunkter med det attende
aarhundredes opfatning af myther og sagn, en opfatning, som vort
aarhundredes storartede forskning paa dette felt har stemplet som
flad og uvidenskabelig, men som dog i sin tid havde en vis
berettigelse, idet den paa grundlag af det tarvelige materiale, som
dengang stod til raadighed, søgte at bringe et slags fornuftig mening
ud af de gamle overleveringer. —
— Et andet karakteristisk træk hos SNORRE som historiker er
hans levende sans for de historiske begivenheders aarsagsforbindelse.
Der har været opstillet det paradoks, at for at blive en fremragende
historiker maa vedkommende forfatter selv have deltaget i sin
samtids offentlige liv. Som alle aandrigheder er det en forhastet
generalisation — en almensætning, bygget paa et antal
kjendsgjerninger med tilsidesættelse af mindst ligesaa mange. Men noget
sandt er der i den, og SNORRE er et eksempel, som hører til de
bedre, man kan anføre. Selv var han høvding, og selv havde han
deltaget i de politiske og diplomatiske kampe, som hans tid havde
havt at opvise. Han forstod sig paa datidens politiske liv; han
havde fuld greie paa alle aarsager og virkninger, som i almindelighed
kunde indtræffe, og han forstod at se dem i sin sammenhæng, se
dem saaledes, at han kunde forklare dem kort og greit og
objektivt. I denne henseende er hans norske kongesagaer et mærkelig
overlegent værk, og man føler paa mange punkter, at det er skrevet
af en høvding, ikke af en stuelærd.
Ikke mindst fremragende er SNORRE’S værk ved sin komposition.
STORM fremhæver paa en fortræffelig maade, hvor høit SNORRE i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
