Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Visernes stil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Visernes stil. I IQ
er saa instruktivt, at man gjennem denne ene vise kan faa rede paa
hele folkevisens eiendommelige form. VICTOR CHERBULIEZ har skrevet
en afhandling om en hest, modelleret af PHIDIAS, og paa dette
grundlag givet en oversigt over hele den antike billedhuggerkunsts
historie. Paa samme maade kunde man skrive en afhandling om
visen. Det er berettiget at tåge denne vise som grundlag for en
gjennemgaaelse af visestilen, da den ogsaa har været sunget i
Norge og er bleven optegnet her ligesaavel som i Sverige, hvor
der håves baade gamle og nye optegnelser. Det er visen «Elvehøi»,
jeg sigter til. Ved første betragtning har den. en egenskab, som
adskiller den fra de fleste øvrige viser. Den er nemlig en
«jeg»-vise. «Her foreligger virkelig en lyrisk, subjektiv Vise,» erkjender
STEENSTRUP. «Af Handling har den meget lidt; Ungersvenden
fristes af Elverpigernes Dans og er ved at lokkes ind i Høien, §da
Hanen lykkeligvis slaar sin Vinge, og Elverpigerne maa flygte med
den gryende Dag. Kun i Formen A er et yderligere Moment
kommen til, nemlig at Sangeren gjenkjender sin Søster som
Elverpige, og at hun raader ham til at lade den Drik, som Pigerne byde
ham, rinde ned ad Brystet istedetfor at drikke den. Men i denne
Form, som i alle andre Former, er Hovedsagen dog Udmalingen af
Situationen, Skildringen af Sangens Virkning paa Naturen, paa
Strømmen, paa Fiskene og Fuglene.» STEENSTRUP indrømmer, at
visen er ypperlig, og han anerkjender dens stil for at være ægte.
Det eneste, han synes at have imod den, er, at «jeg»’et spiller en
saa stor rolle, og derfor vil han være tilbøielig til at sætte den til
en sen tid — «vistnok det i6de Aarhundrede» —. Og selv om
dette ikke skulde holde stik, saa udgjør den «i hvert Fald en
Undtagelse indenfor den store Viseskare». En undtagelse danner den
vistnok ved sin gjennemførte jeg-form; men forøvrigt er dens stil
saa karakteristisk og ægte, at den kan tjene som et typisk
eksemplar af de gamle folkeviser. Jeg gjengiver visen i den
lettilgjænge-lige form, den har faaet i SVEND GRUNDTVIG’s udvalg.
«Jeg var mig en fattig Ungersvend,
jeg skulde at gil]e ride:
saa red jeg mig ud i Rosenlund,
mig lystede der at hvile.
Siden jeg hende først saa!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
