Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkeeventyrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkeeventyrene. , 135
for Nordens grænser, saa er vore eventyr langt livligere i foredraget
end de svenske og danske. De svenske er i mange tilfælde altfor
stærkt paavirkede af den gamle krønikestil; de danske har et altfor
jævnt, altfor lidet tilspidset foredrag. Sammenlignet med vore
virker de mange gange en smule slæbende. Betegnende er det, at en
bekjendt dansk literaturkjender, der for en række aar siden anmeldte
en udgave af ASBJØRSEN’S eventyr i et dansk tidsskrift, udtalte den
mening, at den norske udgiver havde en «egen humoristisk Maade,
paa hvilken han dramatiserer Eventyret og derved gjør Personerne
levende». Han troede, at det var ASBJØRNSEN, der havde bearbeidet
eventyrstoffet frit, akkurat som H. C. ANDERSEN undertiden har gjort
med danske folkeeventyr. Men ASBJØRNSEN var ingen H. C. ANDERSEN
og lagde heller ikke an paa at være det. Baade han og hans
medarbeider, JØRGEN MOE, stræbte at gjengive eventyrene i alt
væsentligt, som de lød fra landbefolkningens læber. Det
humoristiskdramatiske foredrag var ikke udgivernes, men de oprindelige
eventyrfortælleres. «De gode fortælleres foredrag,» har jeg engang skrevet,
«er udpræget dramatisk; de forteller ikke, de spiller eventyret.
Ikke blot dialogerne, men selve fortællingen, ja endog skildringen
af natur og personer foredrages med den rigeste afvexling i
tonefald, mimik og gestus» (HENRIK JÆGER : «Norske forfattere»). Om
det karakteristiske ved den norske eventyrstil har JØRGEN MOE i sin
udmærkede indledning til den store eventyrsamling gjort følgende
bemærkninger: I modsætning til de germaniske landes eventyr
«kunne vore betegnes, idet man siger, at deres Fortællemaade er
en Fortsættelse og Udvikling af Sagaforedraget. Det er
hermed ikke min Mening at ville udtrykke, at Fortællingen er den
samme som i Sagaerne — langt fra. Paastanden gjælder
Foredragets inderste Charakteer, ikke Vendingerne og det Ydre. Uagtet
man i vore Eventyr ikke møder en eneste Levning af den
Krønike-stil, som er saa hyppig i de svenske, troer jeg dog, at vore staae i
en inderligere og mere organisk Forbindelse med Sagaernes
Fortællemaade. Vi gjenfinde saaledes overalt den sagamæssige
ligefremme og hensynsløse Betegnelse af enhver Gjenstand, en
Udtryksmaade, der har sit Udspring ikke af Raahed, men af
Naivitet og Eenfoldighed; vi gjenfinde den samme uforfærdede,
storartede Humor, der — ligesom Helten i et tydsk Eventyr —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
