Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Peder Claussøn Friis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peder Claussøn Friis.
187
førelse i Norge var et statskup, hvorved kongemagten — og adelen
— tilranede sig en hel del af kirkens og geistlighedens gods. De
ledende mænd var ivrigere efter at «grave til sig» end efter at
skabe en ny ordning af de kirkelige forhold, Derfor kan tiden
betegnes som en ren opløsningstilstand. Kongens fogder indkvarterede
sine folk paa præstegaardene, holdt ting der og lod de stakkels,
ikke meget rundelig aflagte præster betale omkostningerne; de tog
kirkerne i brug til verdslige Øiemed, bemægtigede sig deres
indtægter, udhuggede deres skoge o. s. v., o. s. v. Hvis der skulde
være tale om at bringe geistlighedens anseelse paa fode igjen, saa
maatte dette forhold blive ændret, og det blev ændret baade i
Stavanger og andre stifter. Geistligheden holdt store kapitelsmøder
og andre prælatsammenkomster, klagede baade til den geistlige og
verdslige overøvrighed i Kjøbenhavn, og sagerne blev ordnet, om
ikke netop i første øieblik saa dog i tidens løb.
Men præsterne havde ogsaa andre vanskeligheder at kjæmpe
med, og den værste af dem var selve «kirkealmuen», som det
heder med et gammelt ord. Almuen hang fremdeles ved mange af
de gamle kirkeskikke. Den gik bare til alters paaskedag; den drev
paa med den gamle anvendelse af tændte lys ved høitidelige
familje-begivenheder, der paa en eller anden maade stod i forbindelse med
kirkelige handlinger, som begravelse, barnedaab, barselskvinders
kirkegang. Selv saa sent som for nogle aar siden har jeg været
indbudt til en begravelse af et lidet barn borte i en afsides
vestlandsk fjordbygd, hvor ceremonier og alting — indtil lysbrændingen
paa kistelaaget — var saa katholsk, at de tilstedeværende
«kulturmennesker» frydede sig ved at opleve et lyslevende stykke
middelalder. Naar saadanne skikke har holdt sig saa længe som helt
ned i nutiden, hvor præsten selv sidder tilstede og respekterer
skikkene — som han gjorde ved denne leilighed —, saa er det intet
underligt i, at præsterne i reformationstiden blev ugleseet af
«almuen». Dels stod de i «almuens» øine som repræsentanter for et
nyt system, et system, der var forhadt, netop fordi det var nyt;
dels var de selv (d. v. s. de bedste af dem) bestandig paa vagt
mod alle levninger af gammel «papistisk» overtro. Og som følge
af alt dette opstod der et fiendtligt forhold mellem «almuen» og
deres nye præster. Bønderne behandlede sine præster, som om de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
