Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - «Klagesangene» - Dorothea Engelbretsdatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 Tredie tidsrum ca. 1500—1700.
Skildringen gaar paa sine steder temmelig vidt i naiv
«naturalisme». Saaledes lyder et vers:
«Somme slebte saa lenge,
At di Spøttede blod,
Halffdød til Landet trengde,
Blod gjennem Naflen stod,
Di styrt’ for Fod
Lagdis i mulden sorte,
Blef med de Andre borte.
Der hjalp ingen helsebod.» —
— Om Trondhjems domkirkes forfald skrev en bergensk præst
et klagedigt og forsynede det med et kobberstik af kirken, som
han selv havde stukket. Det blev trykt i Kristiania 1661.
Forfatteren hed HANS MORTENSEN MASCHIUS, og digtet bar titelen:
«.Norvegia religiosa in Dei Montem sive Templum Nidarosianutn
o: Norrig gudelig tildreven beklager sit Herrens Huus, den forladne
Domkirke i Tronhjem, i danske og latinske Vers». Forfatteren, der
en tid var præst til Jølster, har væsentlig gjort sig fortjent til at
mindes i egenskab af kobberstikker. Foruden af Trondhjems
domkirke har han nemlig ogsaa leveret andre kobberstik, hvoriblandt et
prospekt af Trondhjem.
En præst paa Søndmør ved navn CLAUS HANSEN GANTZIUS
(GAAS) skrev i 1679 et klagedigt over et forfærdeligt sneskred, som
havde hjemsøgt hans menighed, og i anledning af store ildebrande
i Bergen stemte baade DOROTHEA ENGELBRETSDATTER, PETTER DASS
o. fl. op klagesange. Det var i det hele taget en begrædelig tid
for landet baade i aandelig og materiel henseende. Derfor blev
klagesangen ganske naturlig den gren af literaturen, som poeterne
dyrkede med størst forkj ærlighed.
Blandt disse sørgmodige versemagere, der græder over denne
" jammerdals byrder og plager og stadig vender sit taarefyldte blik
mod himlen for at søge trøst og opmuntring, indtager Dorothea
Engelbretsdatter den mest fremtrædende plads. Hun gjaldt virkelig
for samtiden sorn det store poetiske lys paa det mørke norske
Parnas; hendes værker vandt en udbredelse og hendes navn en
popularitet, der var uden sidestykke.
Dorothea [-Engelbretsdatter.-]
{+Engelbrets-
datter.+}
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
