Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Petter Dass - «Nordlands Trompet»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Petter Dass. 24
Hvor Marken med Melk og med Honning omflød,
Her findes ei Druer at plukke;
Nei! Fisken i Vandet, det er vores Brød,
Og miste vi hannem. da lide vi Nød
Og jammerlig nødes at sukke.»
Derpaa gaar forfatteren over til en lang beretning om,
hvorledes folk har havt det dernord i «disse forledendes Aar*, da fisket
slog feil. Efter at have hævet sig fra lovprisning af torsken til en
apostrofering af «HErren» gaar han nu over til at beskrive,
hvorledes fiskerne blev rustet ud til fisket baade med redskaber og med
niste, og hvor daarligt det gik dem paa fisket. Saa afvekslende og
livlig er PETTER DASS i sit foredrag, naar han beskjæftiger sig med
Nordland. Lidt tør og omstændelig bliver hans skildringer
unægtelig undertiden, hvor han indlader sig i altfor vidtløftige detailler.
Her bliver det ikke det poetiske, men det stilistiske og
kulturhistoriske, der fengsler læserens interesse; men snart tåger han sit
mon igjen, og paa sine steder hæver han sig til en poetisk varme
i foredraget, der ikke er bleven angrebet i aller mindste maade af
tidens indflydelse. Det ypperste parti i saa henseende er vistnok
hans skildring af præsternes livsvilkaar dernord. Det er helt
igjennem følt og vakkert. Han forteller
— «at mange af Presterne maa
Frå Kirke til anden de Bølger hin’ blaa
Hver Søndag besværligen pløie;
Thi Nordland saaledes beliggendes er :
Guds Lov maa forkyndes blandt Øer og Skjær
Uagtet al Fare og Møie;
Thi sker det og tidt, at en talendes Mund
Maa søge sin Grav i den dybeste Grund
Og lukke blandt Fiske sit Øie.
Dog bør vi vort Embed forrette med Lost,
Betænke, det er vor Samvittigheds Trøst,
Om GUd os paa Våndet vil kalde ;
Og dør vi paa Reisen til Kirker og Sogn,
Da føres vi Heden paa Israels Vogn
Og for vores HErre maa falde.
Hvad vil en GUds Tjener bekymre sig ved,
At ham er udvalt et Begravelses-Sted,
Som Mennisken ikke kan finde ?
Om han ikke bæres af Venner her ud,
Han kan dog med Mose begraves af GUd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
