Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Peder Christofer Stenersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peder Christofer Stenersen. 291
Oekonomie i bondestanden aldrig kan forbedres, førend hoveriet
eller i ringeste dets misbrug afskaffes, som baade skulde sette
bønderne i bedre stand, og vorde herremændene til større fordeel.»
Man skulde efter disse udtalelser tro, at det bebudede arbeide har
været færdigt eller i alle fald under udarbeidelse paa det givne
tidspunkt. Men et saadant værk af STENERSEN saa aldrig lyset.
Har censuren gjort vanskeligheder? Eller har det farlige emne i
sidste øieblik bragt forfatteren til at faa betænkeligheder? Derom
tier historien, og den vil efter al sandsynlighed bevare sin taushed
for bestandig. En kjendsgjerning er det, at det eneste større arbeide,
STENERSEN endnu udgav, er af rent neutral karakter. Det er hans
bekjendte «Ode paa Junkers-Kilde ved Eriksholm». Digtet blev
trykt 1769 i fjerde bind af «Forsøg i de skiønne og nyttige
Videnskaber», men var allerede skrevet i juli 1762. Efter al
sandsynlighed er «Krages Ode» af ældre datum; BADEN sætter den endogsaa
langt tilbage som til 1755. At «Junkerskilden» er den seneste af
STENERSEN’S frembringelser, turde være tydeligt allerede deraf, at
forfatteren fremtræder i en helt ny stilart, som han behersker med
en vis sikkerhed. Han har her fuldstændig opgivet KLOPSTOCK og
frembragt et naturbeskrivende digt i samtidens engelske smag, som
hans landsmand TULLIN fire aar i forveien havde indført i den
dansk-norske literatur. Det er atter et praktisk, halvveis
landøkonomisk emne, der har sat hans pen i bevægelse. Junkerskilden,
hvis vand i gamle dage havde udmærket sig ved sin klarhed og
renhed, var i tidens løb bleven til et rent morads, som digteren
skildrer i følgende drastiske linjer:
«Erindrer du, hvad du var før? *
Hvor skjær du end udiodes af din Hule.
Den giftig Vandkalv krøb blant fule Rør;
Seit Paddeleg dig saaes med sure Mos at skiule.
Nedqvalt i Dynd var du en skiden Søle,
Hvor sig uhumske Soe oravelted, sig at køle.»
Men den nye eier, etatsraad SEIDELIN, «den ædle Mand», har
renset kilden, saa den atter flyder frisk, kjølig og krystalklar.
Digteren tager plads ved kilden, og eieren, «den bedste Vert»,
D. e. før Eriksholrns daværende eier overtog stedet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
