Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Christian Braunman Tullin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4OS Femte tidsrum 1750—1814.
rede skildring af dens sang hæver han sig til en saadan høide, at
han gaar direkte over til at prise skaberens almagt, der aldrig
fremtræder stærkere og mere haandgribelig end om vaaren.
Overgangen dannes af de bekjendte, i sin tid saa beundrede ekkolinjer::
«O lille søde Fløjtenist!
Hvo gav dig disse Egenskaber?»
Saa raabte jeg mod Bjerget hist,
Og Echo svarede–––enSkaber.
Den forherligelse af skaberen, som herved indledes, antager
odens høihed og alvor og er saa langt som muligt fra den glade
bryllups]ubel, digtet skulde kaste glans over. Men endelig husker
digteren, at det i grunden ikke var almagtens, men kjøbmand LEUCH’S
og hans bruds pris, der skulde være gjenstand for digtet, og saa
bryder han pludselig af, idet han lader en hyrde Menalcas vandre
syngende gjennem skoven. Hyrdepoesien var endnu ikke gaaet helt
af mode; paa et sted som Kristiania trivedes hyrdestilen endnu.
De brave trælasthandlere og deres hustruer og døtre bar hver sit
hyrde- eller hyrdindenavn; Leuch maa have hedt Menalcas, hans
brud Melicinda, og under disse navne forherliger saa digteren
brudeparret i en slutningsode. Det er en yderst mat og triviel
slutning paa det forøvrigt saa høitstemte digt; det virker som et
løst atpaahæng, og andet er det heller ikke.
— Paa CRAMER’S kritik og oversættelse svarede TULLIN med
en antikritik. Med udsøgt høflighed takker han kritikeren for hans
rosende udtalelser om digtet, imødegaar derpaa de gjorte
indvendinger og paaviser endelig en række feil og misforstaaelser i
oversættelsen, fremkaldte af, at CRAMER ikke var tilstrækkelig hjemme £
det sprog, han oversatte. Det er et for sin tid fortræffeligt stykke
kritisk imødegaaelse, som rammer sømmen paa hovedet. CRAMER
skal slet ikke have taget TULLIN dette svar naadig op.
I december maaned 1758 holdtes der atter et «fint» bryllup i
Kristiania, og atter var TULLIN ude med et længere digt, «Et
Indlæg til Fornuftens Ret fra Qvindekjønnet». Denne gang forsøgte
han sig i den skjæmtsomme stil; men den vilde ikke rigtig
lykkes-for ham. Det er den af HOLBERG — og senere af EILSCHOV —
forfægtede frie ligestillethed mellem mand og kvinde, som TULLIM
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
