Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Nils Krog Bredal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nils Krog Bredal. 423
nybagt theaterdirektør er sjelden saa uklog at aabne sin virksomhed
tned et arbeide af egen frembringelse. Der er formeget at tabe i
forhold til, hvad der kan vindes. BREDAL havde havt denne
dilettantismens dumdristighed, og tilsyneladende var det gaaet udmærket
:godt. De gange, stykket blev opført udover vaaren 1771, gjorde
det lykke. Det operagale publikum nød den pompøse musik og
rglædede sig over teksten, som i alle fald havde det fortrin fremfor
«de italienske tekster, at den kunde forstaaes. BREDAL’S selvfølelse
vokste ved denne medgang, og da saa endelig kritiken kom, da var
han ikke den mand, som forstod at møde den med ro. Bævende
.af krænket selvfølelse fældte han sin lanse mod kritikeren og var
saa blind af iver, at han ikke et øieblik mærkede, at denne lanse
bare var en stage, som han rendte sig selv i livet. Havde han
ikke gjort det, vilde det have gaaet hans stykke, som det er
gaaet saa mangfoldige andre af scenens dramatiske døgnfluer: efter
at have underholdt publikum en tid vilde det være sunket hen i
.glemsel. Nu bevirkede forfatterens ukloge optræden, at dette
makværk fik en herostratisk berømmelse og kom til at staa som
midtpunkt i en interessant literatur- og theaterhistorisk kamp. Det kan
derfor ikke nytte at forbigaa det; man maa dvæle ved det, saa
man kjender dette stridens æble uden kjerne. — Handlingen er holdt
i et slags klassisk hyrdestil og henlagt til ALEXANDER DEN STORE’S
tid. Efter slaget ved Issus har Alexander besluttet at indsætte
«urtegaardsmanden» Abdolonimus til konge i Sidon. Abdolonimus
er ikke nogen almindelig urtegaardsmand; han tilhører selv den
kongeæt, der har hersket i Sidon; men som vismand har han givet
afkald paa det larmende hoflivs glans og trukket sig tilbage til
filosofisk ensomhed. Da tæppet gaar op, lever han et nøisomt og
lykkeligt liv i naturens skjød sammen med sin datter og sine
urtegaardsfolk. Denne idyl bliver imidlertid afbrudt af Alexanders
sendebud, der bringer meddelelsen om Abdolonimus’s nye
værdighed. Vismandens kjærlighed til den nøisomme ensomhed i naturens
skjød vil i det første øieblik ikke vige for udsigten til det kongelige
purpur; men disse vanskeligheder bliver dog hurtig mindre og
mindre. Værre er det med en anden vanskelighed. Alexander har
nemlig ikke blot valgt en konge; han har ogsaa udseet en
tronfølger i Cleobulus, «en ung Person af fornem Byrd», og for at sætte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
