Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Nordal Brun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Nordal Brun. 447
bar det afsted til Trondhjem paany, og huslærervirksomheden
begyndte atter. Men BRUN var ikke tilsinds at blive siddende der
i denne lidet indbringende og ubemærkede stilling. Han var en ung
mand med levende følelse af de endnu skjulte kræfter, som boede i
ham; han var en ærgjærrig mand, der trods sit theologiske «Non»
vilde frem i verden, og endelig var han en forlovet mand, der med
en forelsket ungersvends hele Utaalmodighed stundede efter at sætte
fod under eget bord. Hvad var under disse omstændigheder
naturligere for en ung «Streber» end at søge at vinde yndest hos den
øverste geistlige autoritet deroppe i Trøndelagen? Den mangesidige
biskop GUNNERUS havde med forkjærlighed dyrket naturvidenskaben
—• særlig zoologien — siden sin bosættelse i Trondhjem, og naar
han var paa visitatsreiser i Nordland og Finmarken, var vistnok
iagttagelser af havets rige dyreliv mindst ligesaa vigtige for ham
som undersøgelser af den lidet opbyggelige tilstand inden
menighederne. BRUN var klog nok til at forstaa dette, og da han i 1769
skrev et stort digt til GUNNERUS i anledning af hans hjemkomst fra
en visitatsreise i Nordland, var det ikke saa meget biskopen som
naturforskeren, han hyldede. Digtet heder «Naturens Navnedag»
og er skrevet «i Anledning af Skabelsens 2. 19 for at lykønske
Hans Højærværdighed Hr. Biskop GUNNERI Hjemkomst fra sin
Nordlandske Reise». Det sted af Genesis, som BRUN behandler, er det,
hvor Adam giver dyrene navn, en virksomhed, der endnu blev
fortsat af biskop GUNNERUS og mange andre zoologer, idet Adam ikke
paa langt nær havde klaret at besørge det hele. Hvad der i dette
digt vækker interesse hos en modern læser, er først og fremst den
følelse for dyrenes liv og væsen, som røber sig i det. Den unge
jæger og friluftsgut fra Klæbo — hvorhen familjen var flyttet i
hans tidlige barndom — kommer paa en tiltalende maade tilsyne i
dette digts naturskildringer. Paa prosa skrev han «En øm Faders
Betragtninger ved sin dødfødde Søns Ligsten», Throndhjem 1770.
Den ømme fader med den dødfødte tilhørte en af byens bedste
familjer, og BRUN vandt megen anseelse ved sit prosadigt. Det
indeholder forresten væsentlig religiøse betragtninger og har intet
med poesi at bestille.
Allerede paa dette tidspunkt var BRUN begyndt at optræde
som embedsansøger. Biskopen anbefalede ham paa det allervarmeste;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
