Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Nordal Brun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Nordal Brun. 45 I
familjer bort fra forestillingerne; de vilde ikke udsætte sig for at
komme op i Slagsmaal. Faa den anden side var en mængde
studenter bleven enige om ikke at besøge theatret, saalænge BREDAL
var direktør. De skjærpede politibestemmelser beroligede ikke den
første klasse tilskuere og virkede ophidsende paa den anden. —
Kritikens holdning ligeoverfor «Zarine» kan karakteriseres som
aner-kjendelse med reservationer. Baade «Den dramatiske» og «Den
kritiske Journal» havde adskillige bemærkninger at gjøre, men det
var ingenlunde, fordi forfatteren paa en aandløs maade havde
efterlignet de franske tragikere; tvertimod var det, fordi han ikke havde
efterlignet dem slavisk nok. Blandt EWALD’ianerne faldt kritiken
strængere ud, hvad der bidrog til at sætte enkelte af de ivrige
nordmænd i harnisk. Den brave og velmenende OVE GJERLØV
MEYER rykkede i marken med et forsvar for «Zarine», der var mere
velment end velskrevet, og nordmændene sluttede sig sammen og
dannede en Skjoldborg om sin landsmand. — Yderligere tilspidset
blev situationen, da BRUN’S næste tragedie fremkom. Det var et
stykke norsk kraftpatriotisme, som ikke kunde andet end vække
opmærksomhed i Danmark. I fortalen forestiller digteren sin helt
for læseren paa følgende maade:
" «Her er Einer Tambeskielver; Dersom han tænker Norsk, dersom hans Norske
Tænkemaade ikke vanærer ham, har jeg i det mindste opfyldt den Pligt, jeg skylder
min Landsmand; hans Navn skyldte jeg et Æreminde; thi jeg er fød i den’Egn,
hvor hans Støv hviler; De truende Levninger af hans Herre-Sæde talede til mig, da
jeg endnu var en Dreng, og en hellig Ærefrygt for Helten sneeg sig, hemmelig ind
i mit spæde Bryst.–––-— — Men da jeg fik Begreb om sande Fortienester,
tænkte jeg ikke uden Følelse paa disse forfaldne Mindesmærker. Denne Følelse
blev mig smertelig, da jeg kom ud i Verden. Jeg sukkede, saa tidt jeg saae en
adelig Fødsel og tomme Titler med stor Kunst og endnu større Bekostning
ind-hugne i et evigt Marmor. Uskiønsomme Efterslægt, tænkte jeg, er det saaledes, du
belønner Fortienester? Og du, mit Fædreland, som har havt saa mange Helte,
hvor skiuler du deres Ihukommelse ? hvi kneise der ikke paa dine Fieldrygge
Ære-Støtter for dine kiekke Sønner ? Fuld af denne Ild besluttede jeg at gjøre alt,
hvad der stod i min Magt, til at redde mine Landsmænds Navne fra Forglemmelse,
og man skal rose min Nidkierhed, om man endog maa ynkes over min Afmagt.»
Allerede dette var stærk kost for danske ganer, især naar man
betænker, at BRUN’S ophold «ude i Verden» indskrænkede sig til
Danmark, og at det altsaa maatte være der, han havde seet adelig
fødsel og tomme titler belønnes med «evigt Marmor». Men stær-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
