Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Herman Wessel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468 Femte tidsrum 1750—1814.
teristisk træk, som knytter den til byen. Det hele er holdt i slig
abstrakt almindelighed, at det burde hede, at handlingen foregaar
overalt og intetsteds. Lystspillet er en tjenerkomedie i den gamle
stil. Enkelte af hovedpersonerne har bare skiftet navne; saaledes
heder Leander Eraste, Leonore Julie og Henrik Philip, Mærkelig
nok forekommer der ingen Pernille; derimod har vi en Jeronimus
alias Orgon, som hans navn er i stykket, og Jesper Oldfux, ja selv
en Arv har forfatteren efter fattig leilighed søgt at tegne i Stephen,
Orgons «Gaardskarl». Stykket er en intrigekomedie; Philip er, som
sig hør og bør, intrigens leder, og hovedhensigten med hans spilopper
er at skaffe Eraste hans brud; men den gode herr Philip har ikke
heid med sine planer. Overalt løber han sig fast, og det vilde
tilslut se meget mørkt ud baade for ham og hans herre, hvis ikke
forfatteren med et temmelig klodset theaterkup havde gjort en ende
paa det hele og ladet stykket ende til almindelig lykke og
tilfredshed. De eneste, som ikke er tilfredse, er læserne. De har kjedet
sig og ærgret sig over ikke paa noget punkt at finde spor af
WESSEL’S friske vid. Prosadialogen er maalt med tidens maalestok
let og flydende, og dog er det, som om denne prosaform har været
forfatteren en lænke om benet. En ting maatte efter dette staa
klart: at nogen stor udsigt til at skabe sig en tilværelse som
theater-forfatter, det havde han ikke. Det var en trist oplevelse, men det
var dog for intet at regne mod den ulykke, der rammede ham lidt
senere paa aaret. Han blev nemlig grebet af en meget smertefuld
sygdom, en fistelskade i kindbenet, og i halvandet aar bandt denne
sygdom ham til sygeleiet. At han i denne tid, trods landsmænds
velvillige hjælp, undertiden ligefrem har lidt nød, tør man gaa ud
fra som givet. LEVIN anfører et par linjer af et brev fra en af hans
venner til en anden ven. De lyder i sin karakteristiske korthed
saaledes: «Herman hilser Dem meget, han vil selv takke Dem for
Deres Brev, naar Veiret bliver lidt mildere, thi han har, Stakkel,
intet at putte i Kakkelovnen, og De veed, man ikke ret vei skriver
med frosne Fingre.» — En kjendsgjerning er det, at han reiste sig
fra sit sygeleie som en legemlig nedbrudt og aandelig knækket mand.
Heldigvis aabnede der sig omtrent paa dette tidspunkt en liden
udsigt for WESSEL til at tjene penge ved theatret. Den bergenske
infanterikaptein, kammerherre WARNSTEDT var i 1778 bleven BREDAL’S
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
