Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Vibe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Vibe. 503
denne i 1782, efter en antydning af FASTING, nedbrudt af ulykkelig
kjærlighed. JOHAN VIBE var en ypperlig visedigter, vittig og fuld
af lune, men et stænk af vemod i flere af hans sange tyder paa et
sjæleligt slægtskab med WESSEL. Ogsaa i det bekjendte portræt,
han tegnede af sig selv i versprotbkollen, da han forlod «Det norske
Selskab» for som landmaalerassistent at reise til Fyen, er der en
WESSEL’sk selvironi:
«I Versprotokollen mit Minde saa skriv:
Personen er fød udi Norge,
Var saare genægen til syndefuldt Liv,
Ej heller ret fri for at borge;
Hans Stads var en Frak,
Paa andre han dråk,
Hans Ros: han var fød udi Norge.»
VIBE var en tid GULDBERG’S privatsekretær, og man fortæller
følgende fornøielige anekdote fra dette hans forhold til den mægtige
og meget høitidelige minister. VIBE havde skrevet sin ypperlige,
men unægtelig noget letlivede vise, hvis første vers lyder saaledes:
«Den Skaberen skjænkte en oplyst Forstand,
Han elsker og drikker, imedens han kan.
Thi naar man først Foden hos Charon har sat,
Saa siges al Elskov og Vinen god Nat.»
GULDBERG, der havde faaet en afskrift af visen, og som fandt
den deri udtalte livsanskuelse lovlig letsindig, kaldte sin sekretær for
sig og gav ham en skarp irettesættelse, hvortil VIBE ganske rolig
skal have svaret, at afskriften var ufuldstændig, og at visens sidste
vers var udeladt, hvorpaa han improviserede følgende «Antidot»:
«Saa tænker den rasende Ungdom, hvis Mod
Og Sanser ophidses af Druernes Blod.
Den Vise sig glæder i Gudsfrygt og Dyd,
Og venter ved Døden først varende Fryd.»
Af VIBE er ogsaa den smukke og stemningsfulde
«Velkomstsang til nye optagne Brødre i det norske Selskab», der
regelmæssig blev sunget. Dens første og sidste vers lyder saaledes:
«Og dette Glas, som Druen fylder,
Vort Selskab den til Ære skylder,
Hvem første Gang vi skue her.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
