Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Nordahl Brun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54O Femte tidsrum 1750—1814.
skulde han snart finde sig tilrette mellem de skoldede fjelde, der
hørte hans navn udraabes som det stærkeste og klangfuldeste i folket
og sendte det videre udover landet og tiden med langtrækkende ekko.
Hans livsbanes ydre begivenheder er ikke netop mærkelige.
Langsomt og ikke uden ivrige bestræbelser fra sin egen side stiger han
op paa den geistlige trappestige, blev i 1793 stiftsprovst,
konstitueredes i 1797 som biskop og naaede sin ærgjerrigheds maal at
ud-nævnes til virkelig biskop i 1803, i hvilken stilling han døde den
26dey juli 1816. Men hans virksomhed og indflydelse strakte sig
langt udover sjælesørgergjerning og kirkelig administration. Den
statelige mand med de hvasse øine under de buskede bryn,
ørnenæsen og det svære, kraftige underansigt, med den myndige,
fuldt-klingende røst, den selvbevidste sikkerhed i meninger og optræden
og trangen til det store svingerum var som skabt til at herske i
alle de forhold, han kastede sig indi, at paatvinge alt og alle sin
vilje, herskesygt at trænge enhver medbeiler tilside, at binde og
baste meninger, som stred mod hans politiske og religiøse
rettroenhed, at tage ledelsen, hvor andre stod rædde eller vaklende, enten
det gjaldt at opflamme soldaterne til kamp eller med kongelig
myndighed foreholde den, der var Norges første konge, hans pligt og
ære. BRUN’S første forhold til poesien havde, som vi har seet, havt
en tilfældig karakter, og han skulde heller ikke i sine senere aar
træde i nogen inderligere forbindelse med den for længere tid. Han
blev aldrig andet end lejlighedsdigteren, og naar han greb sig an
ligeoverfor større opgaver, mislykkedes disse for ham. Tiltrods for,
at han i visse øieblikke kunde komme under en kraftigere inspiration
og da frembringe herlige ting, var det ikke i digtningen, hans væsen
skulde udfolde sig rigest og mest personlig. Hans foredrag var
mere pathetisk end lyrisk, ligesom hans begavelse i sin inderste
kjerne var mere rhetorisk end poetisk. BRUN’S ypperste
aandsfrem-bringelser var vistnok ogsaa hans taler. Her naar han undertiden
det, høieste ved bevægelsens inderlighed og fylde og udtrykkets
originale og kraftige anskuelighed. Det virker som et maéstoso fra
et mægtigt orgel, der uvilkaarlig griber trods det stive og
skematiske i emnets opstilling, stilens mange underligheder og det snevre
og begrænsede i tankerne. Og det var ikke blot som geistlig taler,
han fængslede sine tilhørere — han udtalte selv med stolthed, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
