Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Claus Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ijljg Femte tidsrum 1750—1814.
Her er antithesen mellem de to halvdele af verset med sine
tilbagevendende omkvæd og den næsten forbløffende realisme i det
anvendte forestillingsstof af ypperlig virkning.
Frå de krigerske stemninger føres vi over til mildere og
fredeligere livssider i hans «Marksange». Her er det bondens stilfærdige
sysler og roligere følelsesliv, som besynges, hans arbeide ved høst
og vaar, hans selvtilfredse velvære om vinteren, hans tak til Gud for
gode aaringer, hans omsorg for buskapen, hans trygge selvfølelse og
slægtsfølelse som odelsbonde. Vi finder ham i hans fortrolige
samliv med naturen, i dens vekslende former og livsytringer, prisende
foraaret, der bringer livet igjen, glædende sig over solen, som gylder
mark og eng efter regn, andagtsstemt ved de skinnende stjerner
og vaagen med den herlige lyse midtsommernat, en enkel, kunstløs,
hjemlig poesi, der virker med en særegen ynde.
Den samme fordringsløse og dog saa anskuelige fortrolighed
møder os i «Sømands- og Fiskersangene». Her er ingen landkrabbe,
som sidder i sit lune hjem og skriver om det, han kun kjender paa
afstand. Her har en mand ordet, som har tumlet om paa
«Bølge-Marken», som har hørt «Toug og Takkel hvine, Og Bølgen høi
slaa tunge Slag», men som ogsaa med føielig vind har pløiet
«Bølge-Ryggen, Faa begge Sider pyntet ud Med Skummets hvide
Blomster-krandse», som i storm eller magsveir tager Gud med i sine tanker,
som vi læser det i de ypperlige vers:
«See Vinden vil os føie,
Gud selv nu være med!
Hver have sit for Øie
Og Alting paa sit Sted!
Nu trille smaa de Bølger,
Nu leeger sig d<ct Roer.
At Gud og Lykken følger,
Det haaber jeg og troer.
Saa veed den store Herre
At hjælpe Søemand frem,
Han byder Vinden bære
Ham fra og til sit Hiem,
Han snoer de stride Strømme,
Han jevner Bølgens Top,
Han holder Håv i Tømme,
Naar det sig reiser op.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
