Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jonas Rein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
«Min Lina kom og lad os flye,
Blandt Klipperne at søge Lye,
Og Norge! Du din Ven modtage,
Som træt af Ønsker og af Klage,
En liden Afkrog ønsker sig,
Ved Nøysomhed og Frihed rig.»
Han blev nemlig udnævnt til sognepræst i — Kautokeino.
Heldigvis reddedes han fra dette exil. Da han paa veien kom indom
Hafslunds gods, tilbød dettes eier, generalauditør WESSEL, digterens
broder, ham det ledige residerende kapellani til Skjeberg, hvortil
hin havde kaldsret, REIN tog med glæde mod tilbudet; han kunde
nu ægte sin Lina og levede her i ca. 8 aar, i mange henseender
blandt de lykkeligste — eller mindst ulykkelige — i hans liv, som
hans digte ogsaa bærer vidnesbyrd om, skjønt disse ogsaa fortæller
om, hvor ensom han følte sig fjernt fra aandelige fermenter, og
skjønt han allerede i 1794 mistede sin hustru. To aar efter giftede
han sig igjen. Hans voksende familie tvang ham til at søge
forflyttelse; han fik i 1800 Eidanger sognekald, og i 1808 kom han
endelig i forhold, der svarede bedre til hans evner og ønsker, idet
han blev sognepræst til Nykirken i Bergen.
Under sit ophold i Eidanger udgav han sine «Samlede Digte»
i to dele i 1802. Naar man har læst igjennem disse for det meste
meget lange digte — REIN giver aldrig en stemning i en
kunstnerisk sammentrængt form, men hans lyrik fremkalder derfor heller
ikke hos læseren en kraftigere stemningsrefleks —, lukker man bogen
med en utilfreds følelse af, at disse oder, bekjendelser, naturmalerier,
elegier, romancer er «gjorte» og ikke som FRIMANN’S har «gjort sig
selv». Her er ingen stærkere beaandelse, ingen mægtigere poetisk
drift, ingen umiddelbarhed i forholdet til natur og menneskeliv.
Følelsen kan være ægte og alvorlig nok, men den er tør og kjølig;
selv sorgen, som han har følt dybest og stærkest, fremtræder for
reflekteret og man kunde fristes til at sige «materialiseret»; thi den
sættes altfor ofte i forbindelse med saadanne konkrete forhold, som
ikke netop er egnede for poetisk behandling. Man faar overhovedet
et bestemt indtryk af, at hans digtning snarere er en interesse end
et kald, snarere et talent, han pleier, end en gjerning, han dyrker.
Dette stemmer ogsaa med hans egne udtalelser. Vi har før omtalt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
