Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jonas Rein
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
570 Femte tidsrum 1750—1814.
«Din Harpe da, o! Muse, tag,
Jeg maa, men ak, med Vemod den borthænge.
Fremlyser aldrig meer den Dag,
Da jeg igjen kan klimpre paa dens Strenge,
Da skjænk den til en Norges Søn,
Hvis Sjæl er blid, hvis Stemme skiøn,
Som synger Dyd og stundom rene Glæder,
Og spøger ej med lastefulde Sæder.»
Grunden til denne afsked med musen er ikke ganske klar. Kun
saameget forstaar vi, at hans humør er sort, og at dette staar i
forbindelse med formentlige forurettelser eller tilsidesættelser:
«— Jeg Nedrighed nu atter seer at lykkes,
Jeg seer nu Byrd og Hielm og Skiold,
Broderet Skurke og Rigdoms Vold,
Og Uslingen, som kun forstaar at bukke,
De skønneste blandt Livets Blomster plukke.»
Længe kom han dog ikke til at hænge «harpen» bort. I iSio
udgav han «Nyeste Digte»; men denne samling maa i det
væsentlige være fuldendt meget tidligere, da «Forerindringen» er dateret
allerede «24 Maii 1806». Den betegner ingen udvikling hos
digteren. Han spiller paa de samme strenge som før og paa samme
vis. Det interessanteste af digtene er en kantate, «Valpladsen ved
Liitzen», ved den oplysning, forfatteren giver om dens tilblivelse.
Han havde nemlig som ganske ung havt den tanke at skrive et
større episk digt om GUSTAV ADOI^’S tog til Tyskland. Rimeligvis
har han selv følt, at han ikke har kunnet magte emnet paa den
maade, og at han overhovedet kom tilkort ligeoverfor større
kompositioner. Af hans forsøg i den episke digtning fremgaar det ogsaa
klart, *at han særlig ingen evner havde for denne art poesi; hans
fortællinger eller «Romancer», som han kalder dem, er ualmindelig
kjedsommelige, uden opfindsomhed og fart i fortællingen. Af det
mægtige emne blev der derfor en ikke meget omfangsrig kantate,
hvor anstrængt rhetorik erstatter ægte begeistring. Da REIN udgav
sin sidste digtsamling, sad han som præst i Bergen. REIN havde
faaet Nykirkens kald under et ophold i Kjøbenhavn i konkurrence
med MARCUS FREDRIK IRGENS, hvis kapellani ved domkirken biskop
BRUN vilde have ledigt for sin søn. Dette skabte et mindre godt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
