Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jens Zetlitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Zetlitz. 579
række større beskrivende digte, saaledes «En norsk Høst» i
THOM-SON’S stil, «Grevskabet Karenslyst» en skildring af et lidet norsk
Arkadien i nærheden af Stavanger, og det vidtløftige «Egenæs, et
Digt med Anmærkninger», oprindelig trykt i «Topographisk Journal»,
et stykke stavangersk lokalhistorie, hvori der fortælles om
opdyrkningen af Egenæs, der fra en «fuul og raaden Sump» blev
omdannet til frugtbare agre og skjønne lunde, og de familier og
personer, der har fortjenesten deraf. Midt i den velmente og
omhyggelige, men alt andet end inspirerede skildring gjør digteren de
mærkværdigste digressioner i anledning af «En Begravelsesurne og
et Sværd, fundne her i adskillige Gravhøie», — Det franske
Kongemord — Norges Troskab mod sin Konge, ikke farlig for dets
Frihed — Stavangerske Skjønne o. s. v.» Det hele er, for at bruge
den WELHAVEN’ske betegnelse, en ægte «Inventariefortegnelse», hvor
alle mulige ting har faaet plads. — I det hele har alle disse digte
de samme feil som de fleste af lignende art, vi tidligere har lært
at kjende, men at ogsaa ZETLITZ kunde henrives til en umiddelbar
jublende naturbesyngelse, ser vi blandt andet i hans sang «Til
Vaaren», hvor hans glæde over naturens nyfødte liv former sig til
rythmer som disse:
«Vaadt er dit Haar
Af Dug, og Morgenrøde
Kranser det, Vaar!
Dig jubler Alt i Møde.
Vældig og blid som en straalende Aand
Jorden du løser og quseger.
Mægtige Vaar S i din skabende Haand
Bruser Begeistringens Bæger.
Pragtrige Vaar!
Du kommer, Fjeldet ryster
Snee af sit Haar
Og i sin Pomp sig bryster.
Mysk og Aurikler ad Rifterne gaae,
Krandsende mosede Stene!
Gulgrønne Birke indbydende staae,
Sang er paa fødende Grene.»
I ZETLITZ’s «Nationale Sange» savner vi BRUN’s kraft og
FRI-MANN’S ukunstlede, folkelige tone, skjønt der er nært slægtskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
