Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
]_0 Første tidsrum 1814—1830.
viklet, karakterløst, om man vil; men det vender blikket speidende
ud mod den kant, hvorfra den nye literatur var rundet op.
Af de forfattere, som her skal nævnes, var kun de to yngste
— S. O. WOLFE og MAURITS HANSEN — studenter fra Kristiania
universitet. BJERREGAARD og SCHWACH var bleven studenter før 1813
og havde opholdt sig en tid i Kjøbenhavn, om end opholdet for
den sidstes vedkommende havde været temmelig kort. De to ældste
af periodens forfattere — LYDER SAGEN og JOHAN STORM MUNCH —
havde derimod taget examen artium allerede i slutningen af forrige
aarhundrede, og begge var først i 1805 bleven udnævnt til sine
stillinger hjemme i Norge efter allerede at have optraadt som
forfattere under opholdet i Danmark. De havde begge paa nært hold
oplevet HENRICH STEFFENS’S forelæsninger og OEHLENSCHLAGER’s
optræden. Ogsaa den som oversætter meget produktive „literatus"
BERNHOFT havde levet i Kjøbenhavn fra 1810 til 1815.
Ganske uden indtryk af den nye retning var altsaa disse mænd
fra første færd ikke, og efter hjemkomsten mærker man en
bestræbelse hos dem efter at tilegne sig den nye literatur og gjøre
clen tilgjængelig for sine landsmænd. Allerede i 1813 udgav JOH.
ST. MUNCH en oversættelse af SCHILLER’s „Don Carlos", og aaret
efter besørgede BERNHOFT en oversættelse af GOETHE’S „Werthers
lidelser", der imidlertid først udkom 1820. Samme aar udkom
endvidere to andre oversættelser fra hans haand: MADAME de STAEL’s
bog om Tyskland — hvis velvillige forsøg paa at forståa og
forklare den tyske literatur var ligesaa skikket til at udrydde fordomme
i Norge som i Frankrig — samt NOVALIS roman „Heinrich von
Ofterdingen", som oversætteren i sit forord omtaler med megen varme
— „denne skjønne romantiske blomst", „dette Venushoved, hvortil
neppe nogen anden maler vil paatage sig at levere krop" (!) o. s. v.
Og samtidig med at man begyndte at tilegne sig den tyske
literatur, begyndte man ogsaa at læse de yngre danske forfattere
med stadig stigende opmærksomhed. OEHLENSCHLAGER omtales
med varm anerkjendelse af flere af periodens norske forfattere,
GRUNDTVIG blev læst med interesse, og INGEMANN blev efterlignet.
Men i noget dybere forhold til de nye literaturretninger kom
man dog ikke — dertil var man altfor fast bunden til det gamle.
Man turde ikke ro sig for langt ud, turde ikke tabe de gamle vei-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
