Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20 Første tidsrum 1814—183°-
hans efterskrift til „Præsten i Hallingdal". Der forekommer i dette
stykke en scene, hvori en af personerne synes at se et gjenfærd.
Den skam at ville fremstille sligt irrationelt tøieri som et gjenfærd
tør ikke MUNCH lade sidde paa sig, og han skriver derfor i
efterskriften: „Da Aandescenen i anden Handling maaske kunde forarge
Enkelte, som om jeg havde bidraget til at bestyrke en skadelig
Overtro, finder jeg det fornødent her at gjøre opmærksom paa: at
jeg ikke har ladet den Afdødes Gjenfærd synlig fremtræde, men at
det, fremmanet af Astrids onde Samvittighed, blot maler sig for
hendes ophidsede Phantasie." — Saa maatte da de enkelte
forargede være beroliget!
Fuldstændig i stil med denne efterskrift er hans fædrelandssange,
de fra alle anthologier kjendte „Norges Løve" og „De tre høie Ord".
At den første minder lidt om ESAIAS TEG-NÉR’S „Det gamla Gota
lejon" og den anden er paavirket af SCHILLER’s „Worte des
Glaubens", har mindre at sige. Hovedsagen er, at de er gammeldagse
og uoriginale baade i sin følelse og i sin Udtryksmaade. Som personlig
følelse var MUNCH’S fædrelandskjærlighed vistnok ægte og inderlig;
men den naaede ikke frem til hans digtning. Al den nød og ulykke,
der rammede Norge i krigsaarene, berørte ham ikke saaledes, at
det gjennemstrømmede hans digtning med en personlig varme, der
fandt sit eget selvstændige udtryk; selv ikke begivenhederne i 1814
formaaede at udrette denne gjerning. Ligesom de andre af periodens
digtere tog han sin tilflugt til konventionelle stemninger og
konventionelle udtryk, naar han skulde give sin patriotisme luft. Vi kjender
disse stemninger og deres ytringsformer allerede fra forrige
aarhundrede. Det var begeistring over det gamle Norges kraft og
herlighed; det var stoltheden over, at denne kraft endnu levede i
folket, og forsikringen om, at den vilde reise sig i al sin vælde,
saasnart det krævedes. Det var de stolte klippers urokkelighed, Sarpens
brusende kraft, „Stridens Larm paa Valen", „Oldtids Glød i
Nordmands bryst", „Odel gjennem Seklers Alder", kampens „Leg" og
sværdets „Klang" — kort hele den velkjendte terminologi. Den
personligste og kraftigste af MUHCH’S fædrelandssange er den mindst
kjendte af dem; det er den „Nordmandssang", som findes i hans
digtsamling og som slutter med de kjække linjer:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
