Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. A. Bjerregaard. 7.7
paa dens mure, at et æsel belæsset med guld kan komme ind
gjennem den. Æslet med guld er imidlertid i lensmand Østmoes
praksis bleven erstattet af det bekjendte glas «dry Madera», som
han aldid har paa rede haand, naar en hindring skal overvindes.
Ligeoverfor sine arrestanter har han derimod ganske andre
principer: «Tamp og Vasvelling — det er deres Frokost.
Lensmand Østmoe forvænner aldrig sine Arrestanter.» Dog forstaar
han naturligvis ogsaa her at gjøre forskjel paa folk. «Jeg har
selv siddet paa Vand og Brød, fordi jeg lod engang en Tyv
rømme,» fortæller hans brodersøn Mons. — «Uf! det var to sure
Dage; — sagtens fik jeg baade Cafie og Brændeviin, men ja
Gud maatte jeg sidde paa en Vandbøtte med en Brødlev over; for
Farbroer har for megen Samvittighed til ikke at opfylde Dommen
punktlig.»
Og ikke synderlig mindre karakteristisk — trods den altfor
skitsemæssige udførelse — er den godmodige gamle sorenskriver,
der tager feil af forhørsprotokollen og notarialprotokollen, og som
derfor maa «afholde Forretningen paa løst Papiir og siden føre den
ind.» Et saadant slurveri lyder nu utrolig; men dengang var det
vistnok et træk grebet lige ud af livet. For at overbevise sig derom
behøver man bare at læse de oplysninger, som fremkom paa det
overordentlige storthing i 1828, om hvorledes mandtalslisterne
dengang blev ført eller rettere sagt ikke ført rundtom i landet. * I
næsten hver eneste scene støder man paa karakteristiske Smaatræk,
der maler en svunden tid. Hvor betegnende for vore
bedsteforældres tid er f. eks. ikke en liden replik som lensmandens til
sin smukke voksne datter: «Nei smukt, min Datter — og kys Hr.
Sorenskriveren paa Haanden» — eller den gamle galante skrivers
svar: «Ih, Gud bevare os! — Det tilkommer mig at kysse din
Haand; men som en gammel Mand fortryder Du vei ei paa, at
jeg heller kysser dig paa Munden.»
Dette tilforladelige tidspræg vilde imidlertid ikke have formaaet
at bevare «Fjeldeventyret» i det store publikums yndest, hvis det
ikke var støttet af et lune, der den dag i dag virker ligesaa friskt
og smittende som for to menneskealdre siden. BJERREGAARD var et
vittigt hoved med en udviklet sans for den komisk tilspidsede replik.
* Se herom dr. Yngvar Nielsen: Norges Historie efter 1814, adet bind, side 308.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
