Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. A. Bjerregaard. 79
som handlingen er, ligesaa affekteret er stilen. Saaledes siger f.
eks. fiskeren Sæbjørns datter om sin kjæreste, der er ude paa
sjøen i en storm: «Kjære Fa’r, nu kan jeg ikke tænke paa andet
end Salves Fare. Havfruen paa Fjorden har længe nok misundt
mig ham og mangengang udslaaet sine kolde Arme efter ham.»
Hendes fader, den gamle sjøulk, er ikke et haar bedre. Da fru
Ringholm kommer ned til fiskerhytten for at bestille en ret fersk
fisk, introducerer han hende, som om han var en slet romanforfatter:
«Hvad er det for en Skikkelse, som kommer svævende derhenne
med Klæder, som flagre vildt i Stormen?» spørger han. Slige
flauheder vrimler der af gjennem hele stykket. Selv de komiske
partier gjør et trøstesløst indtryk. Den uheldige elsker skal være
et sidestykke til Mons Østmoe. Ligesom det komiske ved Mons
for en væsentlig del beror paa hans mislykkede forsøg paa at
anvende juridiske formler og vendinger, saaledes skal krydsbetjentens
komiske hovedegenskab bestaa i hans ligesaa mislykkede attentater
paa digtersproget. Men det hele savner liv og kraft; den komiske
virkning indfinder sig ikke paa et eneste punkt; ethvert forsøg
paa at fremkalde den mislykkes.
BJERREGAARD har vistnok selv havt en følelse heraf, da han
mismodig lagde stykket tilside og aldrig overgav det til
offentligheden. Hans komiske evne var brudt og gav aldrig mere noget
livstegn fra sig.
Aarsagerne til denne kjendsgjerning var vistnok af dobbelt
natur.
Trods sin ængstelige selvkritik naaede BJERREGAARD aldrig til
klar erkjendelse af, hvad der var hans talents styrke og
begrænsning. Han havde et vakkert pund som lystspildigter; men han
lod det ligge ubenyttet; i den alvorlige poesi hævede han sig ikke
over det middelmaadige; men han led af ulykkelig kjærlighed til
den og beilede stadig forgjæves til dens gunst. Denne ulyksalige
misforstaaelse var en af grundene til, at han ikke udrettede mere
som digter.
Og hertil kom saa en anden grund, der bundede dybt i hans
personlighed. Den, som ærgrer sig, er ikke oplagt til at le, og
BJERREGAARD’S ømfindtlighed for det ærgerlige udviklede sig med
aarene saa stærkt, at den tilslut synes at have kvalt hans sans for
det komiske. I fortalen til hans «Digtninger» siger SCHWACH: «Af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
