Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergeland.
om et klokkerembede i Kristiania og spotter over embedsjægere og
supplikanthumbug. «Irreparabile tempus» gaar ud over modejunkere
og modedamer. Ingen af dem er synderlig morsomme. Som HARTVIG
LASSEN har bemærket, er deres satire overfladisk og «skeier idelig
ud i Fantasterier, idet den sifulinske Overgivenhed og den unge
Digters gjærende Fantasiliv gjensidig hindre hinandens frie
Udfoldelse.» Farcer i ordets almindelige betydning er ingen af dem;
om dramatisk bygning er der ikke tale. Ret som det er, afbrydes
dialogen aflange ægte WERGELAND’ske monologer. Over «Irreparabile
tempus» er der dog paa sine steder en vis storstilet kraft, der ikke
blot, som allerede antydet, røber Paavirkning fra SHAKESPEARE, men
ogsaa lader ane de rige muligheder, som fandtes hos den
tyve-aarige digter. Naar f. eks. «Faster Tid» i en haandevending
forvandler modedukkerne . til garnle rynkede jomfruer og lapsene til
affældige oldinge, for derefter humpende paa sine krykker at føre
dem ind paa kirkegaarden under ligklokkens klang, da er der heri
en haard og ubændig fantasi, hvis dimensjoner ikke lader sig maale
med datidens gjængse digtermaal. Efterspillet, der er næsten lige
saa stort som selve farcen, er ikke mindre vildt og besynderligt.
Som ovenfor sagt foregaar dets handling paa kirkegaarden. En
fordrukken graver, en gammel sindsforvirret kvinde, to legende
smaa-gutter og «Faster Tid», er dets personer. Det er en egen
romantisk gravstemning over det hele, der vidner om livets forgjængelighed
og besværlighed og fremstiller døden baade som den haarde hævner
og som den kjærkomne befrier. I al sin besynderlighed udmærker
dette efterspil sig ved en storstilet kraft, der uvilkaarlig bringer
læseren til at mindes middelalderens billeder af dødningedansen.
Ikke mindre besynderligt er det fædrelandshistoriske sørgespil
«Sinclars Død». Det gjælder om dette stykke, som det overhovedet
gjælder om hele WERGELAND’S ungdomsdigtning: den, som bare
har øie for ekstravaganserne og absurditeterne, han kommer ingen
vei. At sige, at det hele er fuldstændig mislykket som dramatisk
arbeide er en godtkjøbsbemærkning, der er saa hævet over tvivl, at
det næsten er flaut at gjøre den. Istedetfor repliker faar læseren
WERGELAND’ske oder, selv de brave gudbrandsdølske bønder og
bondejenter taler i WERGELAND^ odestil Men mangler end stykket
dramatisk holdning, og maa det end i det store og hele stemples
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
