Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Wergeland. 129
«Hvor er den Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører
som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin.
Jeg skuer did, men seer som forhen Intet.
Åk, Intet uden Sporets dybe Hvirvel,
hvori til Afsind, uden at den drukner
min Aand fordreies. — — — —
— Skjøndt Aand, og Skjøndt jeg er,
hvorhelst jeg tænker mig, flux flyttet hen,
dog naar jeg tænker «Gud», og vil Ham see,
da er jeg, hvor jeg var, da Tanken talte,
ombrust, bedøvet af hans Verdner.»
Ohebiel søger forgjæves at forestille ham, hvor meningsløst
det er, at en aand, der nys er forløst fra støvet, vil se den evige.
«Det maa kanhænde
de ældste skabte Aander, som har levet
paa længst udslukte Stjerner, som Akadiel.»
«Speid ikke efter Gud! Vær glad som Barnet!
End er du kun blandt Aanderne et Barn.
Find Leeg for Øiet i Hans Verdners Skjønhed!
Haab alt af din Udødelighed, der saae,
Skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae.»
Phun-Abiriel fastholder sit grublende mismod. Snart vil
skyerne om den dampende klode spredes, og solens Straaler vil trænge
ned til den, og livet vil begynde at udfolde sig; men han vil ikke
være tilstede ved dette skuespil. Da Akadiel, en herlig lysgestalt,
den førstskabte af aanderne, nærmer sig fraoven, omgivet af æoner,
flygter Phun Abiriel og skjuler sig i mulmet paa klodens natside.
Ohebiel følger ham. I en lang monolog imødegaar nu Akadiel
Phun-Abiriels tanker. Intet naar fuldkommenheden med en gang;
selv den høieste aand har begyndt «i mulden»; udvikling, gradvis
forædling er den gjældende lov baade i legemernes og aandernes
verden.
Under æonernes lovsange foregaar derpaa skabelsen, som
Akadiel kommenterer. Bibelens seks dage er beholdt, og indenfor
denne ramme skildres der nu, hvorledes livet udvikler sig paa
jorden fra de laveste til de høieste former, indtil «et hvidt
Menneskepar» sees slumrende, da det dages den sjette morgen. Akadiel
o — 111. norsk literaturhistorie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
