Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154 Andet tidsrum 1830—1845.
behandlet i «Skabelsen, Mennesket og Messias», siger han nemlig:
«Saaledes har Messiadens Sanger opfattet sit Stof og derved naaet
Begeistringens skjønneste Egne.» Da han senere lærte KLOPSTOCKS
digtning at kjende, blev hans dom en ganske anden — derfor blev
disse ord strøgne, da «Wergelands Digtekunst og Polemik» skulde
optrykkes i iste bind af de samlede skrifter — forudens fortalen
er dette det eneste sted, som er strøget. —
Hvad han kjendte indskrænkede sig hovedsagelig til samtidens
tyske og danske literatur. WOLFGANG MENTZEL’S «Literaturblatt»
og HEIBERG’s «Flyvende Post» synes at have været hans nærmeste
forbilleder. Frå begge var der rig anledning til at hente baade
kritiske slagord og polemiske kraftudtryk.
Den kunstbetragtning, der ligger til grund for WELHAVEN’S kritik,
er datidens tyske og danske, saaledes som den var udgaaet fra den
HEGEL’ske filosofi. Medens vi i vore dage betragter kunsten som
et stykke virkelighed, opfattet af en eiendommelig og rigt udstyret
personlighed, hvad enten vi nu lægger hovedvægten paa det
virkelige eller paa det personlige, betragtede man dengang kunstværket
som en aabenbarede af den absolute fornuft. Men da den absolute
fornuft selvfølgelig for hver en enkelt kritiker faldt sammen med
hans egen relative erkjendelse, blev udgangspunktet hverken taget
i kunstværket eller dets frembringer, men i den udenforstaaende
kritikers opfatning. Deraf meget regelvæsen, megen bornerthed og
mange forsøg paa at sætte gjærder for den kunstneriske skaben.
Den moderne psykologiske kritik søger at forklare, hvad kunstneren
har frembragt; den gamle æsthetisk-filosofiske kritik vilde derimod
vise, hvad han efter vedkommende kritikers skjøn burde have
frembragt. Trods al sin fordring paa objektivitet, trods alle de absolute
domme var denne kritik i sit væsen subjektiv og vilkaarlig. I dette
stykke var WELHAVEN et barn af sin tid. At bebreide ham for det
vilde være latterligt; her gjælder det kun at karakterisere i al
korthed.
WELHAVEN’S kunstbetragtning var udpræget idealistisk. Ro og
klarhed var som sagt det sande kunstværks vigtigste egenskaber,
og kunstneren skulde være saa «objektiv» som muligt, staa saavidt
muligt udenfor sit værk. Hans triumf var at fremstille en stemning,
der var hans egen ligefrem modsat. Selv i lyriken var det ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
