Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Campbellerne». 100
det var altfor stor ære. Saasnart det rygtedes, at stykket skulde
gaa, begyndte derfor «Den Constitutionelle» at røre paa sig.
Stykket, ’der var udkommet i bogform, blev fremstillet som et
makværk; det kunde umuligt være andet end frygt for WERGELAND og
hans meningsfæller, der kunde bevæge direktionen til at optage
«Campbellerne» paa repertoiret.
Den 24de januar 1838 kom stykket endelig til opførelse. Det
blev ganske velvilligt modtaget af publikum. Efter slutningen af
i ste akt blev der vistnok hysset lidt, og man hørte endog en enkelt
pibe, men disse mishagsytringer overdøvedes straks af de klappende.
Stykket fortjente heller ikke at blive udpebet; dertil er det et
altfor uskyldigt arbeide. Men dets forfatter var nu engang HENRIK
WERGELAND. Derfor skulde der pibes.
Ved anden opførelse, søndag den 28de januar, stod slaget.
Begge parter havde rustet sig til kampen, og theatret var fuldt
besat. En hel del af intellegenspartiets førere havde givet møde.
«Den Constitutionelles» to redaktører, lektorerne MOTZFELDT og
SCHWEIGAARD, høiesteretsadvokat STANG, DUNKER, P. A. MUNCH,
A. MUNCH, BIRCH-REICHENWALD og adskillige andre mere eller
mindre kjendte personligheder saaes i parket eller i første rad.
Tæppet gik op, og skuespiller PETER NIELSEN begyndte at
fremsige den smukke prolog — «For første Gang» —, som
WERGELAND havde skrevet til stykket; men neppe havde han faaet sagt
et ord, førend konserten tog sin begyndelse. Der var alleslags
hvislende og pibende instrumenter lige fra barnefløiter til
klarinet-mundstykker. Da i ste akt var forbi, blev det værre og ikke
bedre. Piberne vilde aldrig holde op, og følgelig gav klapperne
sig heller ikke.
Midt under spektaklerne reiser HENRIK WERGELAND sig i en
loge og gjør forsøg paa at tale publikum tilrette. Piben og
klappen er svaret. Orkestret falder ind med nationalsangen. Den
akkompagneres af bliktrompeter og baadsmandspiber.
Endelig gaar tæppet op, og P. NIELSEN viser sig atter for at
anmode publikum om at forholde sig roligt, saa at 2den akt kan
begynde. Tiltrods for at «dette Ærende burde omgivet ham med
en Parlamentairs Hellighed», sorn en samtidig forfatter siger, blev
han rammet af et æble, der blev kastet paa ham af en piber.
Endelig stilnede stormen en smule, og stykkets 2den akt blev spillet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
