Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228 Andet tidsrum 1830—1845.
taarn ned over huset og begraver alle «undtagen Faderen og
Alonzo, der hver paa sin Side befandt sig længst udenfor det
Sted, hvor Indstyrtningen skede.»
«Langt bort vare de to Reddede slyngede. Lykken er Ulykkens Luner.
Adrian vaagner. Det var Nat. Wallonernes Værk var fuldendt: Intet tilbage af
Byen. Kun den af Nattekulden nedslaaede Røg laae som en blaahvid Sjø over
Tomterne. En mørk Skikkelse bøier sig over den Gamle. Han kjender Spanieren
paa Hjelmfjederen, og trækker gysende Vaabenkappen, som Denne af Medlidenhed
har bredt over ham, over Hovedet. Stjernerne blikkede roligen ned, somom Intet
var passeret, og Frøerne sang i Kanalen, der sneg sig langsomt hen gjennem Sletten.
Kun Storkene syntes at sørge; thi de stode sammenflokkede ved i Bredden med
Hovederne under Vingerne. Ogsaa deres Reder vare brændte.>
Ved daggry vækker ALONZO den gamle. Han er bleven
vanvittig. Gysende sprænger krigeren paa sin hest afsted over sletten.
«Jeg vil tilbage til Spanien og i et Kloster bede Himlen at
gjen-give mig Katharinas Billede i Erindringen.» Og himlen bønhører
ham. Hans «Santa Katharinas Trolovelse» «tvister med MURILLO’S
verdensberømte om Palmen» og hans «Hellige Familie» «giver
ikke VELASQUEZ’CS meget efter. Idetmindste har den alle de søde
Ansigter i Adrians Familie».
Aar gaar hen. En hytte staar, hvor præsteboligen stod, og
udenfor gaar den gamle præst og sysler i sin have. Alting
blomstrede omkring ham. «Holland, Floras Yndlingsbund, havde
aldrig baaret saadanne Vidundere af Fuldkommenhed og
Skjønhed.» Den stakkels gamle er lykkelig; thi det er hans kjære,
som i blomsterskikkelse er skudt op af den askeblandede
jordbund. Han kjender hver enkelt af dem igjen, og han takker Gud,
som har givet ham dem tilbage. Da kommer en høi, statelig
mand fulgt af en dreng med en vase fuld af blomster. Det er
JAN VAN HUYSUM, blomstermaleren. «Hellige Himmel!» udbryder
han. «Naar* saae mit Øie saadanne Blomster? Disse har du
ladet spire for mig, for mig alene. Bort med disse elendige
Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa. Disse skulle blive mit
Underværk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens.»
Han byder Adrian alle sine kostbarheder for hans blomster.
Forgjæves. Saa trækker han sin daggert for at tilvende sig dem
med magt. Idet han skjærer rosenknoppen af, styrter drengen,
der ledsager ham, død om med haanden paa hjertet. «Benjamin,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
