Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 Andet tidsrum 1830—1845.
om sig. At leve «mellem Heste, Grise, Kaniner og Saubukke samt
Fjærkræ» det kalder han — i et brev til faderen — «at leve a mon
aise^>. Hans bolig er ligesom BYRONS et menageri og et drivhus.
Hunde, katte, ræve, kaniner, duer og andre fugle, ja endog karuser,
firben og orme maa altid dele værelse med ham. Hans første
morgenvisit gjælder hans hest, «Veslebrunen», og mellem ham og den
eksisterer der det løierligste venskabsforhold, der er saa
menneskeligt, at det ikke engang savner venskabernes sædvanlige smaa
«scener» med sit gjensidige misnøie og surmuleri og med sine
smukke forsoninger. Hele sommeren igjennem er han optagen af
at plante og anlægge blomsterbed i sin have. Han vogter paa alle
sine kjære naturomgivelser med det kjærligste, mest agtpaagivne
øie, og naar en af hans blomster om natten er sprungen ud, naar
en svale flyver ind og bygger rede under hans tåg, kommer han i
den mest straalende lykkelige stemning, der da finder sit udtryk i
skjønne digte. Selv naar han forlader sin bolig og gaar til sine
forretninger i byen, kan han ikke slippe naturen, men fører den
med sig i form af den berømte, evindelige blomst i knaphullet. Han
og naturen er uadskillige; han elsker den med en elskers
umættelighed; i dens skjød føler han sig lykkelig, og hos den finder han
trøst, naar verden gaar ham imod. Da han staar forladt af alle og
fordømt af de fleste, fordi han har modtaget et gratiale af kongen,
da hans gamle fiender benytter denne anledning til at styrte sig
over ham paany, medens hans bedste venner svigter harn, hefter
forrædertitelen til hans navn og med heid arbeider paa at berøve
ham folkets kjærlighed, da er det kun naturen, der trøster ham;
medens hans rygte forfølges som et jaget dyr af avisangreb og
folkesnak, sidder han i sin have, trøster sig ved dens Skjønhed og
ved synet af de smukke træer ligeoverfor og skriver — «Jan van
Huysums Blomsterstykke». Og da «Morgenbladet» har fortalt sine
læsere, at han «for Tiden er opirret og i slet Lune», saa skriver han:
*Jeg i slet Lune, Morgenblad? Jeg, som kun behøver et Glimt af Solen
for at briste i høi Latter af en Glæde, jeg ikke kan forklare mig?
Naar jeg lugter til et grønt Blad, glemmer jeg bedøvet
Fattigdom, Rigdom, Fiender og Venner.
Min Kats Strygen mod min Kind udglatter alle Hjertesaar.
J min Hunds Øie sænker jeg mine Sorger som i en dyb Brønd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
