Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
270 Andet tidsrum 1830—1845.
«Jeg trækker tilside Gardinets Lin, —
hvor er den Høstkvel sort!
Lig hint det ventende Dødsensskrin,
hvori vi tilsidst bæres bort,
og sørgeligt lyder mig Vægterens Sang
og hisset i Taarnet den Klokkes Klang,
som Aandernes Klage i Natten.»
Aa, hvor langsomt timerne gaar! Bare klokken snart vilde
blive saa vidt mange, at man kunde gaa tilkøis og sove væk fra
alle tunge tanker; thi
« — det er i hellige Bøger sagt,
paa Leiet vi skjærmes af Englevagt
imod alle Mørkhedens Magter.»
De fleste af disse digte er bleven til ved aftenslys. Allerede
titlerne er i saa henseende betegnende: «En stille Aften», «En
trist Søndagsaften», «En Søndagskvel», «En Høstkvel», «Kvelstunder
helligede Fortiden», «En Høstkvel paa Hladehammeren»,
«Nytaars-Natten». Føi saa hertil titler som «De svundne Dage», «Mismod»,
«Den Eenlige» — og grundstemningen i hans personlige lyrik er givet
«Kun hvor end Naturen troner
i sin Fylde frisk og skjøn,
hvor dens Høitidspsalme toner
mellem Skovens grønne Kroner,
som en hellig Morgenbøn;
kun, hvor Frihed og hvor Freden
bygger fjernt fra Verdens Larm,
og hvor smiler Kjærligheden,
endnu os et Glimt af Eden
gyder Trøst i sorgfuld Barm,»
heder det i et af disse digte; men dette «Glimt af Eden» var det
jo netop, som var ham negtet. Hans stemning var ikke fortvivlelse,
ikke sorg; den var værre end begge, nemlig tristhed. Fortvivlelsen
anspændte sjælen, og der var «en kildrende Smerte» i sorgen;
men tristheden —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
