Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Monsen. 283
to jomfruer er to grætne og sladderagtige pebermøer, en race, som
CHRISTIAN MONSEN ikke kunde udstaa. Af de to studenter er den
ene moderat norskhedsmand, den anden yderliggaaende troppist.
Begge gjør kur til en uhrmagers datter, men troppisten viser sig
naturligvis som en slyngel, og den brave norskhedsmand vinder
seiersprisen. Det hele er et novellistisk sidestykke til WERGELAND’S
farce «Selskabet Kringla», og skildringen er vistnok altfor farvet, til
at man tør tillægge den noget værd som tidsbillede.
Aaret efter udkom der et tættrykt oktavbind paa halvtredie
hundrede sider, der paa det første titelblad præsenterede sig som
første bind af «Chr. Monsens historiske Romaner» og paa det andet
som første del af «Dronning Gyda, historisk Roman fra Harald
Haarfagers Tid». Havde CHRISTIAN MONSEN’S tidligere fortællinger
udmærket sig ved sin bredde i beskrivelserne, saa var det dog
intet mod, hvad han her præsterede. Og det værste er, at disse
beskrivelser ikke er byggede paa historiske og arkæologiske studier,
men paa læsning i WALTER SCOTT’S og INGEMANN’S romaner. Det
er ikke Harald Haarfagers tid, men en senere periode, riddertiden,
der beskrives, med en smule tilsætninger af egen fri opfindelse.
Et eneste eksempel er nok. Da den unge Gyda vil drage paa jagt
med sin pleiefaders, den mægtige odebbondes gjæster, beskrives
hendes antråek saaledes:
«Over en mørkegraa Ridedragt bar hun en simpel, men dog baldyret Kaabe,
der ikke naaede længere end til Knæet. Støvler af ufarvet Læder naaede til Midten
af Læggen, og paa Hovedet bar hun en Art af Baret, der var prydet med hvide,
blaa og grønne Fjædre. En temmelig stor Hund med spids Snude, langbenet og
lig de saakaldte Vindspillere, fulgte hende og stirrede, uden at vige fra hendes Side,
med sine kloge, men tillige venlige Øjne paa de Tilstedeværende. Hvad der
imidlertid mest, foruden hende selv, maatte tiltrække sig Opmærksomheden, var en
prægtig, graabrun Falk, der sad paa hendes venstre Skulder og ligesom hvidskede
hende noget i Øret med sit skarpe, krumme Næb. Naar den ludede med Hovedet,
var det kun for at lade de skarpe, med røde Ringe omgivne Øine fæste sig paa
de Tilstedeværende, hvorpaa det atter sænkede sig og lagde sig venlig ind til
den smukke Eierindes Kind, eller strøg sig mod hendes silkebløde Lokker. I sit
Bælte bar hun en Jagtkniv, lig vore Dolke, i Skede, og i Haanden havde hun en
let Bue samt paa Ryggen Pilekoggeret, forgyldt og velforsynet.»
Dette skal være datteren af en norsk smaakonge fra det niende
aarhundrede!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
