Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318 Tredie tidsrum 1845—
Krybet har «lænket og daaret» ham; han maa blive i «den
stærke Snare», trods sit savn, sin harm og al sin længsel efter
havbugtens sommerklare bølger.
At det er WERGELAND, WELHAVEN har tænkt paa med «Glaukos»,
behøver ikke nogen lang paavisning. Ogsaa WERGELAND havde jo
engang hørt til oppe i lyset; der havde jo «faldt saa mangt et Lyn
forbi hans Øie», som det hed i det første angrebsdigt; men han havde
ikke «fredet Gnisten fra det Høie», han havde ladet sig daare af
krybet, han havde søgt nedad mod det mørke og låve, og nu var
han redningsløst fortabt. I antikt kostume og omskrevet paa vers
var «Glaukos» ikke andet end intelligenspartiets mening om
WERGELAND, saaledes som vi allerede kjender den fra P. J. COLLETTS artikler
i anledning af «Campbellerne».
Og som modstykke til Glaukos med hans ’skjæbnesvangre søgen
nedad mod dybet staar Sisyphos med sin rastløse stræben opad
mod høiden. Aarsagen til Sisyphos’s straf interesserede ikke
WELHAVEN. Den græske sagnhelts om Loke mindende snedighed, hans
forslagenhed, hans upaalidelighecl ligeoverfor guderne — kort alt det
oprørske, gudetrodsende i hans væsen har WELHAVEN ikke øie for.
Hans interesse for Sisyphos begynder først med hans straf. Han
har den mest levende Sympathi med denne «rastløse Higen» i
Sisyphos’s indre, der stadig driver ham til at stræbe opad med den
tunge sten, tiltrods for at han ved, at det aldrig vil lykkes ham at
faa den op til maalet. Og efter at have skildret alt dette slutter
WELHAVEN sit digt med følgende karakteristiske point:
«Han har en trøst; han kjæmper ei forgjæves!
Naar Stenen styrter i den steile Bakke,
og naar den atter gjennem Uren hæves,
den knuser stedse dog en Øgles Nakke.»
Trods følelsen af seirens uopnaaelighed er der her en ligesaa
stridshed kampstemning som i det seiersikre «Nehemias» med dets
truende slutningsord:
«Der staar en Skræk af byggende Mænd,
som vælge at mure med Sværd ved Lænd.»
«Tantaios». Det billede af den rastløse higen, der er givet i «Sisyphos»,
varieres nogle aar senere i «Tantaios». Aarsagen til Tantalos’s kval
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
