Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. S. Welhaven. 365
blive hegelianer, mente BANG, efterat man havde hørt WELHAVEN
karakterisere det hegelske system som «en Række
Taskenspiller-kunster med Hjælpeverberne». «Der som er af Alder med mig
eller noget ældre», har en anden af WELHAVEN’S tilhørere ytret,
«husker godt den Tid, da Ungdommen væsentlig kun kjendte ham
fra Lærestolen, navnlig der, hvor han aabnede for os nye Syner
over svundne Tiders Literatur, hvor vi gik til Læresalen, der snart
blev for trang, som til en Fest og vendte tilbage derfra med
Opvakthed i Sindet og Glæde i Hjertet, som af en sød og ædel Vin».
Saaledes kan man samle udtalelser fra de mest forskjellige kanter
— alle stemmer de dog overens i at prise WELHAVEN i de stærkeste
toner som taler og universitetslærer. Han udfoldede her en
virksomhed, hvis virkninger ikke lader sig paavise i det enkelte og
haandgribelige, men som ikke desto mindre har baaret rig frugt ved
at hæve datidens intelligente ungdom.
Ved sin personlige optræden skaffede WELHAVEN sig — især i
sine tidligere aar — mange uvenner. Han var i besiddelse af en
spidsslebet vittighed, der altid traf lige i centrum og i regelen ståk,
saa det gjorde ondt. Og han skaanede ingen, hverken fiende eiler
ven. Naar noget mishagede ham eller endog blot stødte hans
skjønhedssans, maatte han give sin misfornøjelse luft uden at tage
hensyn til, om tidspunkt og form var vei valgte. «Saaledes er der
ble ven mig fortalt,» siger SCHWANENFLUGEL i sin bog om
WERGELAND, «at WELHAVEN engang i et Selskab her i Kjøbenhavn ikke
noksom kunde udtrykke sin Afsky for et mandligt Portræt, der hang
paa Væggen, uden Hensyn til at det kunde saare Husets Herre,
hvis Slægtning det sandsynligvis maatte være; det viste sig da
ogsaa at være Vedkommendes Fader.» Ved en anden leilighed
havde en grosserer i Kristiania netop faaet to store malerier i
prægtige forgyldte rammer. Det var en present fra en i Hamburg bosat
broder, der ved siden af sin forretningsvirksomhed fuskede lidt i
malerkunsten. WELHAVEN var anmodet om at tage dem i øiesyn,
og i den anledning var der stor formiddagskalas hos grossereren.
WELHAVEN kom, og hele familjen saavelsom dens gjæster flokkedes
om ham for at høre hans dom. Han betragtede billederne et
øieblik; «det er nogle særdeles smukke — rammer,» bemærkede han,
bukkede og gik. Han havde en ren aversion for stygge ansigter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
