Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Camilla Collett. 517
Først og fremst fortæller forfatterinden om sin fader, den
gamle Eidsvoldsprovst NICOLAI WERGELAND. Hun tegner hans
billede med øm haand, viser os, hvorledes han levede og færdedes
derhjemme paa præstegaarden, dvæler ved hans smaa egenheder,
kort sagt giver os manden lyslevende, som han stod og gik i det
claglige liv. NICOLAI WERGELAND var en meget sammensat natur;
ved siden af en hel del fortræffelige egenskaber synes han ogsaa
at have besiddet enkelte mindre tiltalende. Efter hans død var
man uretfærdig nok til at fæste sig særlig ved de sidste, og der
var en lang aarrække, hvori NICOLAI WERGELAND var en miskjendt
mand i efterslægtens omdømme. CAMILLA COLLETT ved det me^et
o o
godt; elet gjør hendes skildring af den høitelskede fader saa meget
sartere og inderligere. Frå hencle kom det første forsøg paa at
stille hans karakter i et rigtigt lys. Senere har baade en historiker
som ERNST SARS og literaturhistorikere som OLAF SKAVLAN bidraget
til at stille hans billede klart frem.
Den anden personlighed, «I de lange Nætter» dvæler ved, er
broderen, HENRIK WERGELAND. Det er et lyst og smilende billede,
vi faar, af den underlige og mangfoldige HENRIK, slig som han var
hjemme paa Eidsvold Præstegaard i studenterdagene og de første
kandidataar. Hun ryster paa hovedet af hans mange underlige
^gjerninger, men det er en hovedrysten, bag hvilken der alligevel
ligger beundring og kjærlighed. Om sit personlige forhold til
broderen siger hun etsteds: «Vore Veie skiltes, maatte skilles, for
aldrig mere hernede at forenes. Min Broder! det er ikke saa, at
jeg troløs forlod dit Spor, jeg kunde blot ikke følge dig i den vilde
Larm. Paa den stille Vei, jeg maatte gaa, har jeg staaet og skuet
ud og ventet og ventet med Smerte, men du kom ikke tilbage.»
Det er ikke i egenskab af offentlige personligheder, hun skildrer
sin fader og sin store broder; «vi faar,» som jeg engang har skrevet,
«lidet eller intet at vide om deres ideer, vi gjennemlever ikke deres
kampe, vi lærer ikke at forståa deres betydning for den historiske
’Udvikling; det er ind i deres stuer, hun fører os, idet hun fortrolig
forteller om deres udseende og gang, deres vaner, tilbøieligheder
og smaa besynderligheder. Men netop fordi disse skildringer er
interiører og ikke store vuer, er de ogsaa saa plastiske i formen og
saa sikre i farvegivningen.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
