Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
524 Fjerde tidsrum 1857 — 1869.
bleven tilgavns drukken, gav han ham en ordentlig dragt prygl.
Ved en anden leilighed kom han i Slagsmaal med en vossing;
vossingen var hans ligemand i kræfter, og det lykkedes ikke at
kaste ham i bakken. Da satte OLAF VINJE sin tommelfinger paa
sin modstanders høire øie og trykkede til, saa Øiet randt ud af
hovedet.
Det synes at have været en raa vikingenatur, haard, kold og
grusom og paa samme tid klog, udspekuleret og resolut. At han
var berygtet i bygden, siger sig selv, og at det ikke var nogen
anbefaling for den vordende digter at være søn af en slig far, er
ligesaa selvfølgeligt. Folk pleier jo ikke at lade sønnen dø i faderens
synd, og han har uden tvivl mangen en gang faaet høre, hvad det
var for en skarveslægt, han var kommen af. Det har tidlig lagt
spiren til oppositionslyst i hans sind.
Moderen skal derimod have været en varmhjertet og kjærlig
sjæl, men hun døde tidlig.
Paa «Plassen», hvor VINJE’S forældre var flyttet ind kort tid efter
guttens fødsel, var det smaat og usselt, som det pleier at være i
vore husmandsstuer, naar undtages de vei staaende østlandske
slette-bygders. Det var ikke mere end saa vidt, de klarte sig. Dette
skulde nu heller ikke forøge husets anseelse, allermindst i en bygd,
om hvis beboere VINJE senere med bitterhed har sagt: «De liver
berre for Maten og for aa snyta og handia.» Han er tidlig kommen
til at føie sig uvel i hjembygden og længes bort.
Hans barndomshistorie er forøvrigt den gamle historie, som
mangen en bondestudent har oplevet. Han læser og gjeter
kreaturerne; han læser alt, hvad han kan faa tag i; meget bliver
naturligvis slugt raat og ufordøiet; andet aabner perspektiver, der styrker
udfærdslængslerne.
Men paa samme tid, som han læser, bevarer han sit forhold til
naturomgivelserne friskt og umiddelbart; han glemmer ikke koen
•og gjeterne over bogen. De var hans venner og kamerater; han
kjendte deres vaner og væsen, og han bevarede erindringen om
dem hele sit liv. Hvad han har skrevet om «Blaamann» og «Lykle»,
bukken og gjeten hjemme paa Plassen, hører til det fineste og
vakreste i hans skrifter, og hans sjeldne evne til at give træffende og
karakteristisk dyreskildring — en evne, der gjorde ham saa populær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
