Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen. 571
han siger om datidens norske kritik er et lidet tidsbillede, og jeg
indtager det derfor her, da det karakteriserer datidens
literatur-forholde:
«Hvorledes blev man i hin tid,—jeg mener i årene fra 1850
til omkring 1860, — en rigtig literatur-kritiker, og navnlig dramatisk
kritiker i Kristiania ?
Jo, det gik i regelen således til: Efter nogen tids forberedende
øvelser i «Samfundsbladet» og efter oftere at have påhørt de
diskussioner, som om aftenerne efter teatertid førtes på Treschows
kafé eller «hos Ingebret», begav den vordende kritiker sig hen i
Johan Dahls boglade og lod sig forskrive fra Kjøbenhavn et
exemplar af J. L. Heibergs «Prosaiske Skrifter», om hvilke han havde
hørt sige, at eie skulde indeholde en afhandling betitlet «Om
Vaudevillen». Denne afhandling blev da læst, grublet over og kanske
tildels også forstået. Gennem .disse skrifter blev man endvidere
bekendt med en polemik, som Heiberg i sin tid havde ført imod
professor Oehlenschlager og imod digteren Hauch i Sorø.
Leilig-hedsvis erfarede man deraf også, at J. I Baggesen (forfatter af
«Gjengangerbrevene») allerede tidligere havde åbnet et lignende
felttog imod den store digter, som havde skrevet både «Axel og
Valborg» og «Håkon Jarl».
Megen anden for en kritiker nyttig vjden lod sig også
uddrage af disse skrifter. Af dem lærte man f. ex., at en ret kritiker
var på smagens vegne forpligtet til at føie sig forarget over hiater.
Blev i et eller andet vers et sådant uhyre påtruffet, kunde man
være sikker på, at de unge kristianiensiske kritiserende Jeronimusser,
ligervis som Holbergs egen, udråbte deres: Hillemænd, verden
står ikke til påske!
Og så havde den datidige norske hovedstadskritik en særegen
ejendommelighed, hvis udspring jeg længe ikke kunde blive klog
på. Vore kritikere plejede nemlig, hver gang en begyndende
forfatter udgav en bog eller fik et lidet teaterstykke opført, at geråde
i en ustyrlig vrede og at gebærde sig som om der gennem bogens
udgivelse eller stykkets opførelse var tilføjet dem selv og de aviser,
de skrev i, en blodig fornærmelse. Som sagt, jeg grublede længe
over denne besynderlighed. Endelig fik jeg rede i sagen. Ved
nemlig at læse det danske «Månedskrift for Literatur» blev jeg
opmærksom på, at gamle etatsråd Molbech i sin tid havde plejet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
