Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
576 Fjerde tidsrum 1857—1869.
og enkelte af figurerne i «Gildet paa Solhoug» paa sine indtryk fra
sagaerne, blev det dog i kjæmpeviseformen, han behandlede dem.
Nu fandt han endelig paa den ide at bruge sagaform til sagamotiver,
og formen var med engang saa stilistisk helstøbt, at værket blev
et i sin genre klassisk værk.
Hovedhandlingen i «Hærmændene paa Helgeland» er en fri
omdigtning af «Volsungesagaens» vigtigste parti, det, som dreier sig
om Sigurds og Gunnars kjærlighed til Brynhild; men dette motiv
er kun delvis benyttet; andre ættesagaer, især fra den senere
vikingetid, har afgivet træk, som IBSEN har anvendt med megen dygtighed,
og karaktertegningen ligesom hele grundstemningen er af den art,
at man nærmest maa karakterisere stykket som en essens af den
islandske ættesaga, omsat i dramatisk form. Ørnulfs figur har flere
berøringspunkter med Egil Skallagrimsøn, Gunnars med Gunnar paa
Hlidarende, Hjørdis med hans onde hustru o. s. v. En nærmere
paavisning heraf vilde her føre for langt; jeg maa indskrænke mig
til at henvise til den paavisning, jeg har leveret i mit festskrift om
HENRIK IBSEN fra 1888.
Hvad der specielt slaar en ved «Hærmændene paa Helgeland»
er stykkets store enkelhed og klarhed i de dramatiske linjer. Det
udmærker sig ved en simpelhed og kraft, der har noget tilfælles
med den græske tragedie, og det tør ansees som utvilsomt, at dennes
behandling af heroiske motiver ikke har været uden indflydelse paa
IBSEN. Nogen stilistisk indflydelse er der selvfølgelig ikke tale om;
det er kun sansen for de store, klare linjer, som den græske tragedie
har vakt hos HENRIK IBSEN.
». Hans næste historiske drama, «Kongsernnerne», har derimod
mere tilfælles med SHAKESPEARE’S historiske skuespil. Det udmerker
sig ved hyppige sceneforandringer og ved en vis tilbøielighed for
episoden. Som historisk kunstværk og i almindelig poetisk henseende
staar det derimod over alt, hvad IBSEN tidligere havde skrevet.
Grundtanken — at den nye tids «kongstanke» seirer, og at der ikke er haab
for dem, som «bare kan gjøre den gamle saga omigjen» —er ligesaa
dyb som poetisk formet, og den røber paa samme tid et genialt
klarsyn over de behandlede historiske forhold, der senere er bleven
godkjendt af den historiske forskning. Haakon Haakonson var vistnok
ikke den geniale personlighed, vi kjender fra IBSEN’S stykke, og
Skule var heller ikke den legemliggjørelse af tvivl og grublen, som
«Kongsemnerne».
n
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
