Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
584 Fjerde tidsrum 1857—1869.
Den er den mildhedshaand, som læger sårene,
den mandekraft, som bær med villig ryg,
den ligevægt, som rækker gennem årene,
den arm, som støtter tro og løfter tryg.» —
Og i stykkets slutning giver forfatteren Guldstad ret. Det er
ham og ikke Falk, der faar Svanhild til hustru.
«Kjærlighedens komedie» vakte den voldsomste forargelse ved
sin fremkomst. I det virkelige liv kunde nok folk være med paa
at anerkjende de ideer, som her forfægtedes; i poesien derimod var
de vant til noget andet. Dette arbeide, der var skrevet tid fra den
mest ideale opfatning af kjærligheden, betragtedes af læseverdenen
som et snigmord paa kjærligheden. Dette var ikke poesi, men prosa,
ikke idealitet, men spidsborgerlighed. Den uvilje, stykket vakte,
siger IBSEN selv i fortalen til anden udgave, var «voldsommere og
mere udbredt, end de fleste bøger skal kunne rose sig af i et
samfund, hvis overvejende flerhed ellers betragter literære anliggender
som sig saa temmelig uvedkommende.» Stykkets opfatning af
kjærligheden «kunde nok tiltroes en spidsborgerlig Onkel eller Tante, men
burde ikke falde en Digter ind,» skrev en anmelder i «Morgenbladet».
Det hele var usandt, usædeligt og upoetisk, paastod han. Et andet
hovedstadsblad erklærede stykket for at være «et bedrøveligt
Produkt af literær Stundesløshecb og opfattede det som «en Anbefaling
af Coelibatet, hvilket ogsaa tjener til Vidnesbyrd om, at H. Ibsen
virkelig maa have været noget katholsk i Hovedet, da han skrev sin
«Kjærlighedens Komedie».» Den første af disse kritiker skal være
skrevet af en professor; en anden af universitetets professorer
erklærede, da IBSEN ansøgte om et reisestipendium, at «den Person,
der havde skrevet «Kjærlighedens Komedie» burde have
Stokkeprygl istedetfor Stipendium.»
Det var i det hele taget en mørk tid for HENRIK IBSEN, tiden
i begyndelsen af sekstiaarene, den mørkeste og tungeste i hele hans
liv. Alt gik ham imod, overalt bare uheld, ærgrelser,
vanskeligheder. Der var vistnok mere end ét øjeblik, hvori han følte sig
som «guds stedbarn paa jorden» (Haakon Haakonssøns ord om
hertug Skule). Som digter var han langtfra anerkjendt efter
fortjeneste; man havde andre forestillinger om en digter dengang, og
det var jo netop hans opgave at udvide og revidere disse fore-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
