Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen. 587
det svenske eller det norske folk havde lyst til at indlade sig paa et saa
dristigt eventyr. Her var intet at vinde og meget at tabe. Hverken
storthing eller regjering havde givet slige løfter som studenterne.
De fandt derfor uden skam at kunne holde sig i ro; nogen officiel
deltagelse i kampen blev der altsaa ikke tale om. Men studenterne?
Der var jo intet i veien for, at de kunde gaa med. De havde jo
lovet saa stort; nu gjaldt det at vise, at hver enkelt havde evne til
at staa som mand bag sine ord. Men hvad Storthinget uden skam
kunde gjøre, det gjorde ogsaa studenterne — med skam. Paa
et stort møde i Studentersamfundet blev studenternes forhold til
krigen diskutteret, og resultatet af diskussjonen var, at der blev
afsendt — en adresse til de danske studenter som et udtryk for
den varme deltagelse, man nærede for sine danske brødre. Samtidig
begyndte studenterne ogsaa at øve sig i vaabenbrug, og medens
Danmark led sine nederlag, gik de norske studenter omkring og
øvede sig fredelig i marscher og tempoer. Det var det hele. Enkelte
drog vistnok ned til Danmark og deltog som frivillige i krigen —
blandt dem den senere bekjendte theolog og folkehøiskolelærer
CHRISTOFER BRUUN — men det var undtagelser.
Paa HENRIK IBSEN virkede dette voldsommere end alle hans
personlige gjenvordigheder. I december 1863 skrev han sit berømte
digt «En broder i nød!» Det er en tordentale fyldt af den mest
flammende indignation:
«De ord, der flød, som om de kom .
fra hjertet lige hid, —
de var da kun en frase-flom;
og nu er tørkens tid!
Det træ, som blomstrings-løfter gav
i festens solskinsvæld,
det står, af stormen kvistet af,
som kors paa Nordens ungdoms grav,
den første alvorskveld!
Det var da løgn i gildeskrud,
kun giftig Judas-kys,
hvad Norges sønner jubled ud
ved Sundets strande nys!
Hvad tåltes mellem drot og drot
ved sidste kongefærd?
O, legtes om igen da blot
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
