Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
596 Fjerde tidsrum 1857—1869.
blind for de unge norske kræfters mangler, og han lagde ikke skjul
paa dem; tvertimod kunde han ved given anledning være noksaa skarp.
Da frøken SVENDSEN i 1855 spillede Julie i «Romeo og Julie», skrev
han f. eks., at hun vist maatte have spillet rollen bedre tre aar i
forveien; thi dengang «var hun ikke nok Skuespillerinde endda, til
at spille den slet. Ja, slet; thi hun opnaaede dennegang ikke at
varme Tilhørernes Gemyt paa et eneste Punkt; vi sad kolde og
syntes hartad, Shakespeares herlige Digtning var Galskab,
Fortvivlelsen Forstillelse, Glæden en Latterlighed.» Og det er ikke den
eneste gang, han har fåt i hende. Engang klager han f. eks. over,
at hun har saa mange roller, saa hun ikke engang faar stunder til
at lære hver enkelt. Ogsaa fru WOLF og andre faar ved given
leilighed sit pas paaskrevet, saa nogen national Rosiflengius var han
ikke. Alligevel er han bestandig rede til at forfægte de nationale
interesser ligeoverfor de fremmede. Gang efter gang klager han
over, at de fleste norske kræfter ved theatret faar lidet eller intet
at bestille, ja han raader endog en enkelt — frk. PARELIUS — til
at forlade Kristiania theater og drage til Bergen for sin udviklings
skyld. Han klager ogsaa over, at de norske stykker blev lagt
tilside efter faa opførelser. Specielt kjæmpede han ivrig for, at «Gildet
paa Solhoug» ikke skulde forsvinde for hurtig fra repertoiret.
Et princip hævdede han ogsaa med stor styrke; han forlangte
nemlig theatrets gradvise fornorskning. Han vilde ikke, at de danske
kræfter, der var knyttet til scenen, skulde fjernes; men hvad han
fordrede, var at ingen nye skulde ansættes. Dette princip
aner-kjendte ikke theaterstyrelsen; den vilde fremdeles rekrutere theatret
med danske kræfter, og saa kom det til voldsom kamp mellem de
to principer. Den 6te mai 1856 optraadte en ung dansk skuespiller
— SCHMIDT — som gjæst Han gav Madsen i «Gjenboerne», og
det var en offentlig hemmelighed, at han skulde engageres fra
begyndelsen af den følgende sæson. Da han viste sig paa scenen,
blev han imidlertid, hilset med en kraftig pibekonsert. BJØRNSON
var pibernes høvding, og to dage senere gjorde han i
«Morgenbladet» rede for deres «program»: «Et Theater i Hovedstaden er
Nationalitetens Forpostvagt mod Udlandet. I Hovedstaden
foregaar den største Brydning mellem det fremmede og vort eget. Den
har en stor Kamp og et stort Ansvar, og den tiltrænger Tropper
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
