Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
c|C)8 Fjerde tidsrum 1857—1869.
saasnart det gjaldt at forsone to partier «paa deres vigtigste
Kampplads», saasnart hans komme til hovedstaden blev et slags
nationalsag, «da kjendte vi ikke Bergenserne, ikke BRUN ret, om de
betænkte sig.»
Artikelen er i sin helhed af stor interesse. For det første er
det interessant at lægge mærke til, hvor inderlig BJØRNSON allerede
i denne sin første turnering for de nationale interesser føler sig
knyttet til HENRIK WERGELAND; han føler sig som WERGELAND’S
efterfølger, som den lykkelige arvtager. Og dernæst slaaes man af
den rolige, seierstrygge selvfølelse, der gaar igjennem det hele.
Denne tre og tyveaarige student taler som den, der har myndighed,
fordi han føler sig som den, der taler i de manges navn, hvis
høvding han er. Det er en skingrende kamplur, han blæser til
vaaben i; men melodien, han blæser, lyder som en glad
seiers-fanfare. I en senere artikel optager han sagen til fornyet diskussjon,
idet han imødegaar dem, der har villet fremstille det hele som «en
enkelt eller et Par Mands Værk*, som «et øieblikkeligt Opvigleri,
en Tilstelling». — «Nei, det var ingen Enkeltmand, som laante de
andre sine Argumenter og sin Pibe; Sagen har sin Historie; den er
forberedt gjennem flere Aars Forurettelser og Misforstand paa den
ene Side og en stedse klarere Følelse heraf paa den anden.» I
kort begreb angives aarsagen at være den, at theatret har «en
ideforladt Bestyrelse». «Der har været lagt Penge, Flid, Kraft i denne
Bestyrelse — men kun ikke Ideer». Dens værste feil var, at den
var specielt dansksindet «i en dansk opdragen Befolkning».
Ligeoverfor denne befolkning nyttede det efter hans mening ikke
direktionen at trodse, saaledes som man gjorde paa det norske theater;
tilsyneladende burde man gjøre «det pengemægtige. Publikum
Indrømmelser», men paa samme tid maatte man sørge for «virkelig
Fremgang i national Retning».
Den strid, som BJØRNSON her kjæmpede, blev af stor betydning
baade for theatret, for literaturen og for ham personlig. Det
lykkedes ham virkelig at sætte det princip igjennem, som han havde
forfægtet, og forsaavidt er det BjøRNsoN’ske theaterslag i 1856 en
virkelig epokegjørende begivenhed i den norske scenekunsts historie.
Og paa samme tid stillede hans optræden ham med en gang paa en
fremskudt plads i opinionen. Inclen endnu hans digteriske evne var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
