Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson. 625
af hele trilogien. Ved dets hjælp har det lykkedes ham at faa frem
en vis sammenhæng i karakterens udvikling, der ellers vilde være
mindre iøinespringende. Som det hele foreligger, handler det om
en stort anlagt sjæls skuffelser og forvildelser, om lidt uret og gjort
uret, om synd og om anger. Karakteristisk for BJØRNSON’S
daværende opfatning var, at hele denne udvikling blev seet i religiøs
belysning. Ivar Ingemundsen med sin blide fromhed er som et
slags chorus, og korsfarersangens vemodig glade dvælen ved
«sjælenes pilgrimsgang» hernede paa den deilige jord danner en
naturlig slutsten. —
— Det samme religiøse præg træffer man igjen i BJØRNSON’S <
næste dramatiske arbeide «Maria Stuart i Skotland» (1864), her
forstærket til en orthodoks protestantisk strenghed, der ikke er langt
fra helt og holdent at tage puritanernes parti. I det ydre er der
adskillige berøringspunkter mellem Darnley og Sigurd Slembe. I
begge tilfælde er det stormændenes intriger, der danner den
skjæbne-svangre baggrund for handlingens udvikling. Baade Darnley og
Sigurd Slembe haaber at naa sit maal ved et mord; de tror, at alt
vil blive godt, hvis de rydder den mand afveien, som staar imellem
dem og maalet; men i begge tilfælde har mordet den modsatte
virkning. Darnley har aldrig været Maria Stuart saa fjernt som
efter Rizzios mord, Sigurd Slembe taber ethvert spor af udsigt til
at blive Norges konge gjennem mordet paa Harald Gille. Paa
begge virker skjæbnens tilskikkelser blødgjørende og mildnende;
med sit liv angrer og soner de, hvad de har forbrudt, og i deres sidste
stund staar der ved begges side en trofast og from ven, der trøster
og styrker, og hvis milde sang tilslut vugger dem over mod den
sidste søvn. Paa begge skikkelser ser BJØRNSON med det samme.
halvtgeistlige blik.
Den samme geistlige opfatning har gjort hans billede af Maria
Stuart mindre klart og sikkert i linjerne. Hvis han skulde have
tegnet hende som den livslystne og elskovsglade renaissancekvinde,
hun var, vilde han have været nødt til at fælde samme haarde dom
over hende, som Jon Knox fælder. Følgelig forfiner han hendes
livsglæde og forflygtiger hendes kjærlighedstrang. Denne Maria
Stuart elsker ingen, ikke Rizzio, ikke Bothwell, ikke Darnley. Hun
finder Rizzios forelskelse latterlig, Darnley støder hende bort ved
40 — 111. norsk literaturhistorie. II.
«Maria Stuart i
Skotland».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
