Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
668 Femte tidsrum 1869—1890.
samme tid optog det selve de politiske partikampe til digterisk
behandling — kortsagt her var saa meget nyt, at publikum i det
første øieblik havde vanskeligt for at orientere sig.
Da HOLBERG skrev «Peder Paars» og sine første lystspil, hed
det fortvæk, at han havde portrætteret bestemte personer, og med
slet dulgt arrighed fra de formentlig portrætteredes side, med
ufor-dulgt skadefryd fra de andres gav man sig til at pege paa
originalerne til de HoLBERo’ske figurer. Det samme oplevede nu HENRIK
IBSEN; det var enkelte af oppositionens førere, han havde villet
ramme, paastod man; heri var høires skadefryd fuldstændig enig
med venstres arrighed. Det hele var hverken mere eller mindre
end en pamflet, et skandalskrift, et snigmord, paastod venstre
rasende, og høire jublede og frydede sig over, at den store digter
havde paataget sig et saa nyttigt arbeide. Selv de, der ikke gik
saa vidt, at de stemplede stykket som pamflet, opfattede det dog
som et tendensskrift, et politisk partiindlæg, «et ensidigt
Partistandpunkt sat i Digt», som KRISTIAN ELSTER skrev i sin
anmeldelse. At IRSEN havde snertet begge partier, var der ingen, som
havde blik for.
De politiske modsætninger var dengang meget stærke, som
næsten bestandig herhjemme. SØREN JAABÆK havde samlet
bønderne til en mandstærk fylking, som under JOHAN SVERDRUP’S
ledelse bekjæmpede konservatismen paa alle Omraader. Byernes
befolkning stod derimod endnu saagodtsom helt og holdent paa
konservativt standpunkt. Men i Kristiania samledes modsætningerne
som paa en kampplads. Selve byens fast bosiddende indbyggere,
den solide handelsstand, den talrigt repræsenterede embedsstand
og deres eftersnakkere i haandværksklassen, var da i endnu høiere
grad end nu fiendtligsindede mod alt det liberale væsen. Men
inden ungdommen, og specielt inden den akademiske ungdom, havde
der dannet sig en ivrig flok af unge «radikalere», der forbandt de
europæiske hovedlandes fremskridtsidéer med ægte norsk
kraftpatriotisme af den gode gamle sort. Denne ungdom tog brandrød
forargelse af stykket. Men den hørte ikke til Kristiania theaters
faste gjæster. Siden BJØRNSON havde trukket sig tilbage fra theatret,
var hele anstalten dem en daarlighed, som de ikke vilde ofre saa
meget som penge til en galleribillet paa. Derfor fik «De unges
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
