Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
686 Femte tidsrum 1869—1890.
Stockholm, Gøteborg og endelig til Kristiania, hvor den første
opførelse fandt sted paa IBSEN’S gamle theater, det dengang endnu
eksisterende Folketheater i Møllergaden. Ogsaa her blev det en
afgjort succes. Stykket blev opført tretten gange i træk; alle
mennesker skulde se det, og af ungdommen blev det modtaget med
en stormende begeistring, der maatte have afløb paa en eller anden
maade. Afløbet var ikke vanskeligt at finde. Kristiania theater,
som ved stykkets fremkomst ikke havde vovet at opføre
«Gengangere», havde netop i de dage, stykket blev givet paa
«Folke-theatret», et meget tarveligt repertoire. Man gav SARDOU’S
bekjendte rutine- og paradestykke «Dora», en temmelig tvivlsom
fransk farce, og en af de bekjendte tyske farcer, som i sin tid nød
saa megen popularitet inden den talrigste og i kunstnerisk henseende
mest nøisomme del af Kristiania theaters publikum. I tre aftener
— selvfølgelig i tre — blev der nu pebet og gjort spektakler. Det
var et lurveleven, som jeg aldrig glemmer; jeg har engang senere
været tilstede ved et forsøg paa at faa istand en pibekonsert i
Kjøbenhavn; men — og dette er paa æresord sagt uden al
Bjerke-bækianisme — det lille forsøg dernede var rene barnestreger mod,
hvad der blev serveret ved hovedkonserten i Kristiania theater. Det
var «mislyd», saa det forslog. «Ned med theaterdirektionen!» lød
parolen, og neppe var den givet, før det brød løs fra alle theatrets
ender og kanter. Barnefløiter, skingrende metalpiber og bukkehorn
var de talrigst repræsenterede instrumenter; men fra en af de
bagerste loger sendte en solist paa taagelur sine hæse og vemodige
«nødskrig foruden ord» ud over forsamlingen. Det var en musik,
saa infernalsk gjennemtrængende, at et par tusind forelskede katte
ikke kunde have præsteret den fuldkomnere. Efter forestillingen
drog piberne i sluttet trop op til LINDBERG, og her var det ikke
instrumental-, men vokalmusik, der serveredes. Et «Leve August
Lindberg!» besvaredes med rungende hurraer fra hundreder af
begeistrede struber; men endnu var de ivrige musikdyrkere ikke
færdig. Frå LINDBERG drog toget op til Kristiania theaterchefs
privatbolig ved Storthingsplads, og her gaves konsertens sidste sats,
der atter var ublandet instrumental; kun var der kommen et nyt
instrument til, idet en skare politikonstabler med sine køller
optraadte som vældige paukeslagere paa de øvrige orkestermedlemmers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
