Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen. 695
høie plads, som hans evner anviser ham. Men helt fri som
personlighed har den lille Thea Elvsted ikke formaaet at gjøre ham; han
har opgivet sine gamle livsvaner, men han er ikke bleven herre
over dem; han er bare «en omvendt synder», der ikke tør se
fristelsen i øinene af frygt for at falde paany. Dette ser Hedda
øieblikkelig og beslutter at vise, at hun endnu er den stærkeste,
stærkere end «det lille tossehode» Thea. Thea har bare kunnet
omvende ham, hun vil frigjøre ham, gjøre ham stærk og
selvstendig, saa han ikke behøver at gaa afveien for et glas punsch eller
et ungkarlegilde af frygt for tilbagefald. Det, som hun selv ikke
kan naa, fordi konveniensen snører sig sammen om hendes hjerte,
det skal han, hendes ungdoms helt, naa: han skal endelig blive en
helstøbt personlighed. «Klokken ti — da kommer han altså»
(fra det gilde, hun har faaet ham til at deltage i). «Jeg ser ham
for mig. Med vinløv i håret. Hed og freidig. — Og da, ser du,
— da har han fået magten over sig selv igjen. Da er han en
fri mand for alle sine dage.» — Men det viser sig, at hun har
taget grundig feil. Eilert Løvborg var i alle fald en omvendt
synder under Theas indflydelse; under Heddas bliver han bare paany
en falden, saa dybt falden, at han føler sig uværdig til Theas
kjærlighed og gaar ud af livet for ikke at smudse hendes rene
sjæl til. I den sidste samtale mellem ham og Hedda opdager hun,
at hendes magt over ham er for intet at regne mod Thea
Eiv-steds. Det er Thea, som har inspireret ham til at skrive det
manuskript, som Heddas skinsyge tilintetgjør. Thea har gjengivet
ham til arbeidet og livet; Hedda kan kun give ham fornedrelsen
og døden. Thea, og ikke hun, «har havt sine fingre i en
menneskesjæl», Thea, «den søde lille tosse», har alligevel været den
sterkeste, fordi hun har havt den evne til at ofre i hengivelse, som
Hedda mangler. Hun indser det helt tilslut, og saa bryder hun
op fra «livsgildet», der ikke længer byder hende nogen tiltrækning,
siden hun har faaet et glimt af en høiere, renere, ædlere verden,
altruismens verden, der er stængt for hendes egoisme.
«Sagt i faa ord er stykkets grundtanke denne:
selvbestemmelsens freidige ligevægt i nydelsen er vistnok et element i fremtidens
kultur; men det er ikke det eneste, ikke det vigtigste heller. —
Først gjennem altruismen naaes den frie helstøbte personlighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
