Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Femte tidsrum 1869—1890.
diskutteres. Ved sin fremkomst naaede stykket heller ikke frem til
theatret; i «Morgenbladet» førtes der en kort skriftveksel om,
hvorvidt det burde opføres eller ikke, og theaterdirektionen syntes
foreløbig at have sluttet sig til den anskuelse, at det ikke burde
opføres. Først efterat digterens søn var bleven knyttet til theatret
som sceneinstruktør, kom stykket til opførelse i oktober maaned 1886;
senere har det gaaet over scenen 38 gange.
Rigtigt liv i diskussjonen kom der først, da «Frå
Kristiania-bohémen» i 1885 havde seet lyset, og fra nu af stod
«hanskemoralen» og «bohémemoralen» en tid lang skarpt mod hinanden.
Det var vistnok denne situation, der gav stødet til, at BJØRNSON
umiddelbart efter sin hjemkomst fra Paris gjentog og supplerede
sine anskuelser i det paa en mængde steder under stærk
tilstrømning holdte foredrag «Engifte og mangegifte». Et slags afslutning
fik striden .i en voldsom polemik mellem BJØRNSON og dr. GEORG
BRANDES; den udartede til et rent personligt kjævleri, hvori citater
og referater af privatbreve, som de stridende havde vekslet, spillede
en mindre tækkelig rolle.
Samtidig med «En hanske» havde BJØRNSON ogsaa et andet
skuespil under arbeide, og det udkom to maaneder efter «En
hanskes» offentliggjørelse. Det var «Over ævne». Paa titelbladet
betegner skuespillet sig som «første stykke»; det er imidlertid ikke
nogen del af et større arbeide, men et afsluttet hele. Benævnelsen
«første stykke» sigter kun til en plan, som BJØRNSON dengang
nærede, og som han nu skal have gjenoptaget for endelig at
realisere den. Han vilde i en række af hinanden fuldstændig uafhængige
stykker behandle det, som var «over evne» paa de forskjellige
Omraader i det moderne samfund. Til en begyndelse vendte han sig
mod det religiøse Omraade. Kristendommen var «over evne»; dens
krav kunde ikke fyldestgjøres, dens idealer ikke realiseres. Den,
som var nærmest ved at naa maalet, tog feil, naar han indbilte sig,
at det var hans tros styrke og hans bønners kraft, der gjorde
udslaget; aarsagen var simpelthen at søge blandt visse fænomener,
som læren om nervernes sygdomme beskjæftiger sig med. Og for
at vise, at hans fremstilling er anerkjendt af videnskaben, henviser
BJØRNSON paa sidste side af sit skuespil til to franske lægers arbeider.
Det tager sig unægtelig lidt pudsig ud paa sidste side af et skue-
«Over
ævne».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
