Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
lystspil «Geografi og kjærlighed». I mandens fagbundne travlhed,
i hans ivrige syslen med sit arbeide har han opdaget en ny fare
for hjemmet. Han viser, hvorledes selv denne i og for sig yderst
agtværdige form for egoisme kan virke sprængende og opløsende;
men dette paaviser han til syvende og sidst for at faa anledning
til at demonstrere hjemmets nødvendighed. Idet mand og hustru
gaar hver sin vei, bringer de sig selv og sit barn ud paa et
skraa-plan, hvorfra der ikke gives anden redning end den at vende
tilbage til hinanden. I personlighedskravets navn lader IBSEN hustruen
forlade sit hjem for at arbeide sig frem til klarhed og
selvstændig-hed paa egen haand; i hjemmets navn fører BJØRNSON de adskilte
ægtefolk atter i hinandens arme.
Saaledes som BJØRNSON har taget opgaven, er den altfor
sammensat til at kunne løses i et drama; det er stof til en roman, ikke
til et skuespil. Idet ægtefællerne skilles, falder handlingen fra
hinanden. Manden staar som centrum i én handling, hustruen som
Sentrum i en anden; datteren kommer til som heltinden i en
episode. Der bliver ingen rigtig enhed, ingen rigtig dramatisk
sammenhæng i stykket. Ovenpaa to akter i den lyseste dur fulgte en akt
i moll med en slutningsakkord, der atter var i dur. Ved at
omarbeide tredie akt har det vistnok lykkedes BJØRNSON at gjøre
betydelige forbedringer i saa henseende; men han har kun formaaet
at gjøre det ved at ofre enkelte af de fineste intentioner, han
oprindelig havde havt.
Efter «Geografi og kjærligheds» oprindelige form at dømme
synes BJØRNSON ikke at have megen tro paa kvindelig
modstandskraft, naar den ikke har hjemmets moralske støtte. Baade fru
Karen og Helga holder paa at falde i hænderne paa en meget
banal «forfører», og det fremholdes udtrykkelig, at aarsagen er
mangelen paa et hjem. For at forherlige hjemmet har BJØRNSON
ikke taget i betænkning at sætte et lidet spørgsmaalstegn ved den
kvindelige dyds patenterthed. Men læseren — eller tilskueren —
føler sig ikke rigtig overbevist. Han føler ikke situationens
farlighed i scenen mellem Karen og maleren Henning, tiltrods for den
gjenlaasede dør — dertil er hun altfor overlegen og han altfor
banal og altfor lidet dreven i forførelsessporten. En mand, der
opgiver det hele forsøg, saasnart «gjenstanden» begynder at græde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
