Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 c 8 Femte tidsrum 1869—1890.
første mænd og bryder en lanse for livets rigdom og frodighed
mod lærens indstivnede tørhed! Intet viser tydeligere end dette,
at perioden nærmede sig sin afslutning, at dens udgangspunkt
ikke længere tilfredsstillede, at man var begyndt at længes mod
noget nyt, noget rigere, mangfoldigere, mindre retlinjet. «Graa,
kjære ven, er alskens theori, og grønt er livets friske træ», heder
det i GOETHE’S «Faust». «På guds veje» viser, at man var begyndt
at blive træt af det graa, at man atter var begyndt at sværme for
det friske grønne. At det var fra BJØRNSTJERNE BJØRNSON, denne
forherligelse af livet kom, var ganske naturligt. Allerede et helt
tiaar i forveien havde han været inde paa det thema. En af hans
salmer — den anden — er hverken mere eller mindre end en
begeistret hymne til livet. Jeg citerer et par af dens prægtige strofer:
«Ære det evige forår i livet,
som alting har skabt!
Opstandelsens morgen det mindste er givet,
kim former gar tabt.
Slægt føder slægt,
stigende ævne den når;
art føder art
i millioner af år.
Verd’ner forgår og opstaar.
Evigheds afkom og frø er vi alle.
Tankerne har
rødder i slægternes morgen; de falle,
spørsmål med svar,
fulle af sæd
over den evige grim;
derfor dig glæd,
at du en svindende stund
øgede evigheds arv.
Bland dig i livs-fryden, du, som fik være
blomst i dens vår,
nyde et døgn til det eviges ære
i menneske-kår;
yde din skærv
in til det eviges hværv,
liden og svag
ånde et eneste drag
in af den evige dag.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
