Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie. 773
var jo LIE’S skolekamerat og bare et aar ældre. Som saa mange
andre stod LIE øieblikkelig færdig med den mest udelte beundring
for den vordende digterhøvdings fremtidige storhed; og dermed var
venskabet sluttet. Uden videre blev han indrulleret i den kreds af
«Bjørnsonianere», der allerede dengang samlede sig om det unge
geni; — «naturligvis var der en Kreds, siden der er Tale om
BJØRNSON», bemærker GARBORG. BJØRNSON gav imidlertid rigeligt vederlag
for LIE’S hyldest. Hvad ingen anden havde seet, opdagede han,
nemlig at JONAS LIE var digter. «Jeg gik der i Kristiania som
ung Student,» fortæller LIE i et brev til BJØRNSON, «uudviklet, dunkel
og uklar som et Slags poetisk Seer, en nordlandsk Skumringsnatur,
der i visse Maader skimtede, hvad der rørte sig i Tiden, men
utydeligt i Tusmørket som gjennem en Vandkikkert, — og jeg mødte en
ung, klar, færdigformet Kraft med Nationens nye Dag, dens blaa
Viljestaal i Øinene og dens lykkeligt fundne nationale Form —
slagfærdig ligetil Pennespidsen! — Jeg glo’de og kopede betaget og tog
ombord dette nye over hele Rælingen; — her var Land, det følte
jeg, faste Former, noget andet end Skumring og Fantasitaage, —
noget at digte paa!» Og BJØRNSON skimtede hos JONAS LIE nordlys
i det underlige tusmørke; han «hjalp og ledede og fandt Guldkorn
der, hvor andre for det meste saa Vrøvl eller kanske en halv Skrue
løs.» Mens LIE «gik paa Vildspor, jagende efter det aandelige
kraakesølv, hvormed Tidens gode Hoveder dengang brillerede», lærte
BJØRNSON ham og murede ind i ham atter og atter, at det var,
hvad han kunde eie af«Enfold og Inderlighed» — netop i det, som
han holdt for at være «bare Graastein» — at han maatte søge, hvad
han «havde at bygge med i sin Digtning». «Det var det Glimmer
af Billeder, der ligger rundt den mægtige Wergelandske Digtnings
Guld, som havde beført en beslægtet Natursans i mig. Og det var
dette, du med aarelangt aldrig svigtende Taalmod og Hjerte for min
Udvikling hjalp mig til at faa skallet af.»
GARBORG, som citerer disse udtalelser, gjør opmærksom paa, at
alt dette om «Enfold og Inderlighed» er romantikens program. Deri
har han selvfølgelig ret; men «Enfold og Inderlighed» er ikke bare
romantikens program; det er poesiens overhovedet. Enfold — det
vil sige friskhed, umiddelbarhed —, inderlighed — det vil sige
intensitet; — uden disse to egenskaber er det umuligt at blive en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
